Lige meget hvem du er

Lige meget hvem du er

posted in: Featured, Jeppe på dansk | 1

Jeg var ret spændt på, hvordan det ville være at flytte tilbage til Danmark. Det var otte år siden, jeg sidst havde gjort forsøget, og dengang endte det med, at jeg nærmest flygtede tilbage til England efter en mørk og kold vinter i Århus. Så da jeg flyttede fra Berlin til København sammen med min tyske kæreste, var det langt fra en selvfølge for mig, at vi ville føle os hjemme.

Det var da også lidt op ad bakke i starten. De mange ture på borgerservice, de 75.000 kr. vi skulle skrabe sammen for at Vanessa kunne få et CPR-nummer, afvisningen på hendes dagpengeansøgning og en mere og mere desperat boligjagt. Alt sammen midt i en graviditet og alle de følelsesmæssige omvæltninger den medførte.

Lavpunktet var lige omkring vores besøg på Røde Kors’ sundhedsklinik på Vesterbro, en klinik for de illegale indvandrere som ikke kan få behandling på sygehus eller almindelige lægekliniker. De modtager omkring 5-10 gravide kvinder om måneden, og som forholdsvis privilegerede indvandrere med udsigt til snarlig optagelse på CPR-registret fik vi snerten af, hvor svært det er at være vordende forældre uden hjælp fra sundhedssystemet.

Vi snakkede en del om, hvor underligt det i grunden er, at det hele skulle være så svært. Vanessa er vokset op i Lübeck, som ligger i cirka samme afstand fra København som Holstebro, hvor jeg kommer fra. Historisk og kulturmæssigt er der ikke lang fra Nordtyskland til Sjælland. Men alligevel følte vi, at Vanessa blev mødt med en grundliggende mistillid i forhold til hendes motiv for at være flyttet til Danmark.

Danmark set med en udlændings øjne
Det var tydeligt, at proceduren for tilflyttere i Danmark er lavet med henblik på at gøre det så besværligt som muligt for udlændinge af få adgang til det offentlige system. Det kan der være gode grunde til. Men når dét er det første, man møder som udlænding, føler man sig ikke ligefrem velkommen. Det var svært for Vanessa at komme til Danmark og føle, at hun hele tiden skulle retfærdiggøre, at hun var her.

Jeg kunne mærke, at det at immigrere er anderledes i Danmark end i f.eks. Tyskland og England, hvor jeg sidst havde boet. I Danmark bliver man ofte mødt med en klar forventning om, at man kan fortælle en historie om, hvorfor man er landet her. Man skal have en grund. Og man skal nok også gøre sig lidt fortjent til at være her. I hvert fald er der ikke umiddelbart et fælleskab, hvor man bliver mødt med åbne arme. Jo, måske blandt andre udlændinge som kæmper med de samme ting.

Det var spændende at genopdage Danmark med min kærestes øjne. Efterhånden som de bureaukratiske udfordringer begyndte at løse sig, var det tydeligt, at den største opgave lå i at afkode den danske kultur. Og ofte måtte jeg sande, at jeg ikke altid havde gode svar.

Hvorfor går langt størstedelen af de voksne mennesker, vi møder på gaden, i sorte jakker? Hvorfor er alle barnevognene sorte? Hvorfor er sort generelt over det hele? Hvorfor er alting så pænt og rent, og hvorfor er der de samme designgenstande overalt? Hvorfor drikker man kaffe om aftenen? Hvorfor er der så mange taler og sange til fester? Hvorfor må man ikke blande røde sild og italiensk salat?

Det sværeste for mig at forklare var, hvorfor vi danskere føler os så heldige med at være danske. Det kan man ikke undgå at mærke, når man flytter til landet. Vi flager på livet løs, fortæller gerne historien om, at vi er verdens lykkeligste folk, og vi bryster os af at være verdensmestre i alt muligt. Vi gør det som regel med et glimt i øjet, men der er også noget missionsk i den evige fejring af Danmark. Hvorfor er det så fedt at være dansk?

Tillid til de højere instanser
Den måske største kontrast fra tiden i England og Tyskland er vores forhold til staten og den måde, vi danskere uden kvaler eller kritiske spørgsmål overgiver persondata til højere instanser. Dette var egentlig ikke noget, jeg tænkte nærmere over, indtil Vanessa mindede mig om modstanden mod ID-kort i Storbritannien få år tilbage.

Det ville være en politisk umulighed at indføre personnumre i Tyskland. I Danmark er det bare noget, vi vokser op med. Vi er vant til, at både det offentlige og private håndterer vores personlige oplysninger. Vanessa reflekterede over, hvilke data det f.eks. kræver at gøre MobilePay muligt. Og hvor (u)sikkert systemet mon er? Jeg måtte igen sande, at jeg ikke rigtigt havde noget svar.

I Berlin havde jeg cyklet fra kontor til kontor med diverse formularer, som skulle have det rigtige stempel og underskrives af den rigtige instans, før papirarbejdet kunne laves. Det var hårdt arbejde at håndtere det offentlige. Det skyldes selvfølgelig en manglende data-infrastruktur, men der ligger også en dybere forklaring i den tyske kollektive bevidsthed og hukommelsen om en tid, hvor staten ikke påkaldte sig ubetinget tillid. Af gode grunde stoler man ikke blindt på det offentlige system i Tyskland – både iblandt befolkningen og politikere.

Da først Vanessa havde fået sit CPR-nummer, kunne kontakten med det offentlige ikke være lettere. Bankkonto, lægevalg, bibliotek, adresseændring og den længe ventede beslutning om, hvilket sygehus vi skulle vælge til fødslen. Men hun undrede sig også over påbuddet om ikke at dele sit CPR-nummer, samtidig med at diverse instanser krævede, at hun sendte det via e-mail. ”Ved I slet ikke, hvor let det er at hacke en e-mail?”

For mig var det interessant at finde ud af hvor meget af min egen kritik af bureaukratierne i England og Tyskland (og tro mig, dér kan man ende med at rive hårene af sit hoved over en el-regning), der bunder i en kultur, hvor man for nemheds skyld deler de oplysninger, der definerer ens person, med både staten og den private sektor. Nærmest som en selvfølge. Det muliggør jo alle mulige sindssygt smarte ting, men hvad nu hvis nogen med de rette evner, og forkerte intentioner, kunne finde på at misbruge mine personlige oplysninger?

Tillid og nationalfølelse
Hvorfor stoler vi næsten blindt på det offentlige i Danmark, når man ikke gør det i mange andre lande? Jeg prøvede at forklare Vanessa, at Danmark er et lille land, at velfærdsstaten har minimeret klassedelingen af samfundet, og at vi, på trods af den lidt lunkne velkomst vi giver tilflyttere, faktisk føler os som en del af et velfungerende fællesskab på tværs af landet. At det nok også hænger sammen med det der med lykken. At vi har et ualmindeligt højt niveau af fædrelandskærlighed og tiltro til, at vi kan og vil hinanden det bedste. Jeg rundede vist også 1864.

Vi er trods alt verdensmestre i tillid. Ingen andre tror som os på, at man kan stole på folk, man ikke har mødt i forvejen. Det er jo ret enestående. Og ubetinget en god ting.

Men er tillid ubetinget en god ting? Er ubetinget tillid til staten en god ting? Hvad gør vi, når vores fællesskaber og infrastrukturer, som bygger på tillid, bliver udfordret? Det er kun tre år siden, at omkring 10.000 cpr-numre blev hacket hos Rigspolitiets it-leverandør, CSC, og f.eks. politikere har i stigende grad oplevet af få stjålet deres personnumre. Nets, som står bag Dankortet, Betalingsservice og NemID – kort sagt Danmarks digitale infrastruktur, blev for få år siden solgt til amerikanske kapitalfonde og er for nyligt blevet børsnoteret. Er vores privatliv i sikre hænder, når de, der håndterer vores persondata, hedder Bain Capital og Advent International?

Det er vel godt, at man møder verden med tiltro til, at man er sikker og kan stole på dem, man møder på sin vej. Men hvordan passer det ind i billedet af vores forskrækkelse for udlændinge? Stoler vi kun på nogen og ikke på andre? Kan vi skelne mellem hvem, vi skal tro på og hvem, vi skal stille spørgsmål til? Vi stiller ikke spørgsmål til Bain Capital, som ejer NemID, om deres motiver, men gerne til Vanessa eller Ferhan som er nytilflyttere til landet.

Tillid er en god ting, som det er dejligt at være verdensmester i, men hvornår bliver for meget af noget godt en dårlig ting?

Tillid og dannelse
Da vi flyttede til Ry, og jeg startede som lærer på højskolen, kunne vi hurtigt mærke den tillid, der ofte præger mindre samfund. Jeg holdt op med at låse min cykel, og det blev hip som hap, om vi huskede at låse hoveddøren, når vi skulle ud at handle. Mine egne grænser blev også udfordrede i forhold til den tillid, jeg som lærer skal have til eleverne. Højskolen er om noget et sted, som bygger på tillid, og som fremelsker tiltro til vores medmennesker.

På højskolen går tillid hånd i hånd med dannelse og livsoplysning. Man kan sige, at dannelsesbegrebet kvalificerer tillidsbegrebet, fordi det introducerer kritik, dømmekraft og engagement. Tillid uden dannelse er i fare for at stirre sig blind. Hvis ikke vi holder fast i kritikken og viljen til at stille spørgsmål til fællesskabet, kan vores tillid blive reduceret til naivitet og nationalromantik.

Og der trænger i den grad til at blive stillet gode spørgsmål til de højere instanser, vi bør have tillid til. Da bankerne solgte Nets i 2014, fik de 17 milliarder kroner. Da Nets blev børsnoteret i september i år, var det til en værdi af 30 milliarder kroner. Nogen har tjent 13 milliarder på ingenting. Og det er dem, der håndterer vores persondata. Hvad med de 50 milliarder staten ”overså” i forbindelse med salget af DONG? Hvordan kunne det ske?

Hvis min fornemmelse er rigtig, og svaret til dels kan findes i en kultur, der bygger på urimelig høj tillid til det nationale fællesskab, har vi mere end nogensinde før brug for en dannelse, der kan kvalificere tilliden til fællesskabet. Politikere og pengefolk bør bevise, at de fortjener vores tillid. Vi må ikke lade os spise af med løfter og nationalromantisk propaganda. Hvis man kigger længere ud i verden, er det måske netop manglen på en kobling imellem tillid og dannelse, der ligger bag Brexit, fænomenet Trump og tilsynekomsten af det postfaktuelle samfund.

Tillid og mangfoldighed
Og det peger på noget tredje, der skal kvalificere det store fællesskab, noget som bringer os tilbage til immigranterne. Værdien af mangfoldighed. Hvis tillid uden dannelse gør blind, så gør tillid uden mangfoldighed dum. Hvis vi alle sammen ender med at gå i de samme sorte jakker, er samfundet på vej det forkerte sted hen. Hvis et stærkt fælleskab afhænger af, at der findes en fremmedgruppe, vi kan definere os imod, bliver vores hjerter langsomt til sten.

Man kan måle et demokratisk samfund på, hvordan det behandler sine minoriteter. Hvad godt er der ved en verdensmester, der går rundt og dunker alle taberne i hovedet? Hvad godt er der ved rigdom, hvis den ikke kan deles? Manglen på mangfoldighed er ikke kun noget, der rammer minoriteterne, udlændingene, homoerne, dem med en anden tro, påklædning eller overbevisning. Den rammer vores egen mentalitet, som langsomt bliver så ensrettet, at den ligner en spændetrøje.

Der er en grund til, at verdens lykkeligste folk har et af verdens højeste forbrug af lykkepiller. At ensomheden stiger. At fedme, psykiske lidelser og overforbrug er udbredte fænomener i Danmark.

Hvis ikke det er ok at være anderledes, bliver man jo bange for, om man er ens nok. Noget af det, der har overrasket mig mest ved jobbet som højskolelærer, er oplevelsen af, hvor mange der på den ene eller anden måde kæmper med noget, der udspringer af denne problematik. Det er måske ikke så underligt set i lyset af analyser af udviklingstvang, vækstparadigme og fremdriftsreform, men det er alligevel noget andet at opleve det. Er vi i gang med at internalisere vores egen frygt for det anderledes?

Tillid og højskolen
Hvis min triade af tillid-dannelse-mangfoldighed giver mening, er det altså ikke nok at fejre vores verdensmesterskab i tillid. Det er tværtimod nødvendigt at begynde at undersøge den mere indgående. Hvordan kan vi sikre, at vores høje niveau af tillid ikke bliver misbrugt? Hvornår er tilliden til politikere, stat og banker berettiget? Hvordan undgår vi, at tillid til en ind-gruppe ikke manifesterer sig som modvilje imod en ud-gruppe? Og måske vigtigst af alt: hvordan sikrer vi, at vores fælleskab bygger på tillid og oplysning og inklusion?

Her har højskolen en helt unik mulighed som medskaber af fremtidens fællesskaber og som et af de få steder, hvor læring ikke spændes efter resultat-og-effekt-vognen. Hvis vi skal blive ved med at udvikle bud på inkluderende, oplysende og tillidsbaserede samfundsformer og -normer, kræver det selvfølgelig, at højskolen stiller spørgsmål til de fælleskaber, vi selv skaber, og udsætter dem for samme undersøgelser og kritik, som vi benytter udadtil. Det behøver ikke at være en stor samfundsmæssig granskning, men måske blot en bevidsthed vi tager med ind i de ting, vi gør i hverdagen.

Det har været opløftende at erfare, at Ry Højskole er et fællesskab og en arbejdsplads, hvor den slags udfordringer understøttes og gives værdi. Som nyslået lærer oplever jeg dette som en del af kernen i det udefinerlige begreb ”højskolen”. Her synger vi ”lige meget hvem du er, lige meget hvor du er. Så velkommen her” og mener det. Det må være en del af den magi, der får folk til at blive ved med at komme tilbage. Og for vores lille familie er det uvurderligt at være landet et sted, som afkræfter den følelse af mistillid, vi mødte, da vi flyttede til Danmark.

 

Teksten er skrevet til Skriftet 2016 som er udgivet af Ry Højskoles Elevforening

One Response

  1. Morten Svenstrup

    Kære Jeppe,
    tak for den fine analyse, baseret på reflekterede personlige erfaringer.
    Det er vigtigt for os som folk at lytte til folk, som oplever vores land og kultur med friske øjne.
    Konsensus i Danmark er overordentlig stærk. Med en ensidig tro på denne risikerer at miste Det Store Liv.
    Kh fra Morten

Leave a Reply