Når svarene er sluppet op

Når svarene er sluppet op

posted in: Jeppe på dansk | 0

Da jeg sidst så Marie, sagde jeg, at det var min fornemmelse, at der er flere og flere, der har det som hende. Flere og flere der hungrer efter en substantiel samtale om den indre og ydre naturs sammenbrud. Hun havde netop fortalt om den personlige fortvivlelse og sociale marginalisering hun følte, når hun prøvede at italesætte den sorg og frygt hun bærer rundt på i forhold til fremtiden.

Siden hun havde været i praktik som lærer på højskolen, og i den forbindelse været med til at undervise Kloden Kalder, havde hun haft en periode, hvor hun nærmest var besat af at vide mere om miljøet og naturen. Det var tæt på at blive til en overdosis af dokumentarfilm. Det var især, når det handlede om dyr, hun blev ramt. Hun blev nødt til at sætte filmene på pause, for hun havde ingen at dele de store følelser med.

For når det føles som om der ikke er noget vigtigere i verden end den ufattelige lidelse dyr, natur og mennesker er udsat for, har man ikke brug for et klap på skulderen og en bemærkning om at det nok skal gå det hele. Man har brug for ærlighed.

Men den ærlighed er det af mange grunde svært at mønstre. Det lider vi allesammen under i større og mindre grad både bevidst og ubevidst. Jo længere der går imellem indignationen (eller bare den dårlige samvittighed) over den lidelse som vores samfunds overforbrug medfører, jo dybere sætter benægtelsen sig i os. Jo længere vi skubber det væk, jo mere rabiate bliver vi i vores fælles forvisninger om at det nok skal gå. Og jo stærkere bliver vi samtidig i troen på et teknologisk fix, en økonomisk mirakelkur eller den geniale innovator som kommer og redder os.

I den situation er der ind i mellem brug for en form for murbrækker – en øjenåbner der råber os de ubehagelige realiteter ind i ansigtet. Noget der åbner et moment, hvor vi indrømmer at vi ikke har kontrol over den kurs vi er på og at alting allerede skrider rundt omkring os.

For nogle år siden oplevede jeg på tæt hold, hvordan sådan en murbrækker gav anledning til en radikalt anderledes samtale, der endte med at ændre adskillige menneskers liv og samtidig startede en litterær bevægelse. The Dark Mountain manifesto var et opråb til den britiske miljøbevægelse, der blev hørt af folk rundt på hele kloden. Manifestet var en skarp, men poetisk, kritik af den vestlige civilisation som har sat mennesket i centrum så længe, at mange af os knapt nok er i stand til at fornemme at naturen har værdi i sig selv: den tekno-industrielle civilisations blinde tro på fremskridtet er fundamentet for den konstante omsætning af naturen til ressourcer, som vi uhæmmet forbruger uden blik for, at jordens rigdom ikke er endeløs.

Ifølge den ene af manifestets forfattere, var udgivelsen af manifestet ligesom at hejse et flag, som de, der var klar til at se realiteterne i øjnene, kunne samles omkring. “Flaget” blev anledningen til en række møder som så blev til lokale events, online diskussioner, festivaler, performances og bøger. Altså, en bredere samtale om den vestlige forbrugerkulturs fallit og om, hvad alternativerne er i en civilisation der lige nu ser ud til at være midt i et langsomt og pinefuldt kollaps.

Udgivelsen af Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesens bog Hvad skal vi svare? har måske potentialet til at blive et lignende flag for os der savner sådan en samtale i Danmark. I hvert fald har bogen de åbenlyse kvaliteter – set i lyset af en fodslæbende offentlig debat der langt hen af vejen er ét stort bare-rolig-det-skal-nok-gå klap på skulderen – at den retter blikket imod de store fortællinger og tendenser der ligger til grunds for vores “rovdrift på naturen”, tager en system-kritisk vinkel og at forfatterne samtidig er hudløst ærlige omkring deres egen frygt, hykleri og raseri.

Willig og Vetlesen har skrevet bogen fra en position de betegner som “den døende kritikers”: én der ikke længere har noget at miste. Vi møder dem på denne måde i indledningen, reflekterende over at der måske knapt er en chance for deres egne efterkommeres overlevelse: “når vi ser ud i en nær fremtid og ser, hvor faretruende klima- og biodiversitetskrisen er, ser vi, at menneskeheden og den civilisation, som vi kender i dag, højst sandsynligt er sat over styr”.

Det er denne udsigt, og den nagende samvittighed over de spørgsmål vi vil blive mødt med af de næste generationer, der driver værket: “I en nær fremtid vil vores og jeres børn spørge: Hvad har I gjort? Hvad vil I gøre? Og hvad synes I, vi skal gøre? Her vil det ikke være nok at sige, at far og mor jo ikke kan gøre den store forskel. De vil nemlig bede os om at aflægge et særligt regnskab for vores handlinger og etiske overvejelser. Og det vil være uhyggeligt svært at svare, når vi lever falske liv, mens vores verden er på vej ud over kanten”.

Forfatterne fremlægger en sammenhængende analyse af, hvorfor og hvordan vi er kørt af sporet. Med udgangspunkt i “fuglekøjen”, som var en fælde man tidligere brugte til at fange vildænder, beskriver de “menneskekøjen” som den samfundsmæssige konstruktion, der holder os fanget på vores vej ind i sammenbruddet. Menneskekøjens ni ruser består af benægtelse, falsk optimisme, intetsigende forbrug, følelsesmæssig forskydning, afhængighed af fossile brændstoffer, sociale medier, konsulent disruption, teknologi og rovdrift på den indre og ydre natur.

Menneskekøjens ni ruser. Fra Vetlesen og Willig, Hvad skal vi svare? Illustrationen er bearbejdet efter Payne-Gallwey, The Book of Duck Decoys.

Selvom der kan knyttes mange bemærkninger og spørgsmål til den indbyrdes sammenhæng og betydning af de forskellige “ruser”, er den overordnede analyse overbevisende og hårdtslående. De berører mange af de vigtigste af samtidens samfundsmæssige problemstillinger, som f.eks. social angst, fragmenteret opmærksomhed, glorificering af kroppen, effektivisering og omstillingstvang, fremmedangst, fremmedgørelse, det industrielle holocaust på vores husdyr, markedets kolonisering af privatsfæren, kritikkens afkobling, forbrugerisme, generationsegoisme, magtmisbrug og klimabenægtelse.

En helt central og nødvendig pointe er koblingen imellem den ydre og den indre naturs sammenbrud: fossile brændstoffer, masseproduktion af kødprotein, klimaændringer, stress, udbrændthed, fitness og overforbrug hænger sammen. Det er menneskekøjens konsekvens: “vi er fanget i overforbrug. Det ved vi godt, men vi fortsætter. Vi underkaster os forbruget. Vi smører os ind i forbrug, sover i forbrug og arbejder på at blive fit til at forbruge”. Vi kan ikke længere bare snakke om naturens sammenbrud som noget der sker omkring os, det sker indeni os og det er i gang med at ændre, hvad vi forstår ved det at være menneske. Tænk bare på det stigende antal mennesker der får indopereret elektroder og den måde teknologien er på vej ind i vores kroppe.

Hvis man kan acceptere bogens analyse, rejser der sig et spørgsmål i forlængelse af dens konklusion: “Erkendelsen af, at den etablerede samfundsmodel er slået ind på en forkert kurs og på væsentlige områder er blevet direkte farlig, indebærer, at det ikke længere kan være et oplagt mål for forældre og foresatte (eller for lærere) at socialisere de unge til at videreføre denne model”. Hvad gør vi som forældre, lærere og almindelige mennesker der har et ansvar for hinandens liv og fælles fremtid?

Svaret som Willig og Vetlesen peger på er modstand: “at modarbejde den gældende kurs overalt, hvor den tvinges igennem”. En modstand som udspringer af kærligheden til alt levende på jorden og det raseri vi oplever når livets grundvilkår ødelægges. På hverdagsplan betyder dette: drop kødet, brug kollektive transportmidler og sig farvel til CO2-turismen. Men forfatterne er klar over, hvor svært det er at ændre livsstil, og heldigvis peger de på, at det vigtige ikke er skinhellig forsagelse, men ærlighed omkring, hvad vi hen af vejen kan og ikke kan: “Vi er hyklere. Vi er alle hyklere, men lad det ikke blive en undskyldning for ikke at tage det første skridt. At udstille vores hykleri tjener også den funktion, at vi kan tale om, hvor svært det er at undslippe fælden, den vestlige civilisations behagesyge”.

På et strukturelt niveau efterspørges et opgør med væksttankegangen og en formulering af alternativer med udgangspunkt i “kvalitativ velstand” under overskrifterne: et nyt frihedsbegreb som anerkender begrænsningens værdi, en ny etik som sætter oplevelsen af sammenhæng mellem intention og handling i centrum, en omskoling af vores begær og regeneration af naturen. Altså, først og fremmest et opgør med “det handlings- og forbrugsmønster, som vores kultur skubber os i retning af eller rettere holdere os fanget i”.

Willig og Vetlesen sætter altså fingeren der, hvor det gør mest ondt: i hjertet af den forbrugerkultur som lever i kraft af os, vores handlemønstre, vores hverdag. Det er en stor mundfuld, sikkert for stor for mange, men lad det ikke blive en undskyldning for at kigge på de problemer forfatterne peger på og tage dem alvorligt. Som hyklere (selv læste jeg bogen færdig på ferie på Tenerife) behøver vi ikke bære hele verden på vores skuldre, men som forældre og ansvarlige for den verden der kommer, bliver vi nødt til at tage situationens alvor seriøst.

Måske er dét det bedste vi kan gøre lige nu. Kigge ud i verden og konstatere at der ikke umiddelbart findes nogen mirakelkur. Overgive os til verden som den er, ikke verden som vi håber på den er. Vi befinder os midt i en tid, hvor arter forsvinder med en hast som kun er set få gange i jordens historie. Omkring en fjerdedel af verdens koralrev vurderes allerede at være tabt. Vi har fældet en tredjedel af jordens skove og kun omkring en femtedel af den skov der er tilbage er intakt. Antallet af hvirveldyr på kloden vurderes at være halveret bare siden 1970. Kulturer uddør med foruroligende fart: fire ud af ti sprog forventes at forsvinde i løbet af dette århundrede. Og samtlige tendenser accelererer.

Måske er det nødvendigt at vi sammen stopper op og indrømmer at vi ikke kan blive ved som vi gør – og at vi samtidig faktisk ikke ved præcist, hvad vi skal gøre. Det er måske netop den slags handling der er brug for i en verden, hvor det store flertal enten ikke kan eller vil se alvoren i situationen. Hvor en voksende minoritet kan mærke alvoren, men ikke ved, hvad vi skal gøre. Hvor vi alle oplever, at det er langt nemmere at placere ansvaret for så stor en ting som klodens fremtid hos nogle andre, hvad enten det er regeringen, FN eller opfinderne eller øko-nørderne. Hvad nu, hvis vi et øjeblik sammen indtager “den døende kritikers” position og samtidig holder det vi kærer os mest om nært?

Nogle gange har jeg hørt at den position lyder opgivende, passiv. Men overgivelse er ikke det samme som opgivelse. Overgivelse til situationens alvor er faktisk det modsatte af handlingslammelse. Det er en handling af en anden art end den der leder efter det første og det bedste “fix” for at reparere en situation som alligevel ikke kan repareres. Ved et øjeblik at give slip på håbet om at verden kan reddes, ser vi den som den er. Og vi mærker, hvad der betyder noget, hvad vi vil kæmpe for og hvad vi kan give slip på. I overgivelsen og den lille “død” den indebærer ligger kimen til et andet håb end håbet på det værendes beståen: håbet for den verden og natur de næste generationer skal arve.

Er det muligt at etablere en anden samtale om fremtiden, en samtale, hvor vi kan være ærlige uden at ligge under for en falsk optimisme eller et overfladisk håb? Hvor vi stopper med at lade som om at verden kan fortsætte som den gør. Jeg har efterhånden mødt mange der som Marie er klar til en anderledes samtale om, hvor vi står, og hvor vi vil hen. Og Willig og Vetlesens har med deres opråb hejst et flag som kalder på den slags samtale. Hvordan slår den rod?

Hvis man kigger på hvordan The Dark Mountain Project udviklede sig, er det helt centrale fortællingen: “ucivilisation” som historien om fremskridtets endeligt og rejsen imod et andet verdenssyn. Lige dele kritik og eventyr. Manifestet ramte en nerve i tiden ved poetisk at sætte ord på følelser og tanker som mange kæmpede med. Samtidig med at Dark Mountain blev en litterær bevægelse, er projektet et ikke-sted: en metafor for en forandring der foregår indeni. Og på den måde blev der skabt en mulighed for at Dark Mountains narrativ kunne skrives sammen med de deltagere der mødte op.

Udfordringen for en lignende samtale i Danmark er at der ikke findes noget åbent rum eller forum, hvor man kan tale om fremskridtets fallit, masseudryddelse og fremtidsfortvivlelse uden at blive mødt med optimismens og håbets selvcensur – “det skal nok gå”-klappet på skulderen. For den lever i større eller mindre grad i os alle. Lige så vel som det er en system-kritisk analyse, er civilisationens øjensynlige sammenbrud et sammenbrud af vores indre natur, vores kulturelle forestilling om fremskridt og det verdenssyn den afføder. Og det vil sige, at vi skal genoverveje mange af de fortællinger om vores egne liv, som vi tager for givet.

Som Willig og Vetlesen skriver: “Vi er fremmede over for vores situation, alt ved den… og vi må skynde os at blive venner med den. Vi er ikke bare faktuelt fremmede over for kriserne, men også følelsesmæssigt”. Det er altså ikke en let samtale der inviteres til, tværtimod er den højst sandsynligt famlende og vanskelig. Og indtil videre er det måske kun det fåtal, hvis hjerter allerede er bristede over naturens, dyrenes og menneskenes lidelser, der er klar til den.

Hvis den skal lykkes, er det nødvendigt at skabe et åbent rum, hvor dialog afløser argumentation. Hvor det er ok at være uenige, men hvor man er enige om, at der er vigtigere ting end uenigheden. Hvor man tør være ærlig og tør sige sin mening og bagefter ændre den. Hvor man lytter og den der siger noget bliver valgt ud fra samtalens præmisser. Derfor er det også nødvendigt at kritik og modstand går hånd i hånd med forståelse af uvidenhed og påskønnelse af usikkerhed. Og at trangen til løsninger holdes i ave så man kan forstå problemernes psykologiske og følelsesmæssige parametre.

Det er ikke noget let udgangspunkt. Men hvis samtalen kan holdes åben, generøs og udogmatisk, er det muligt den kan finde momentum. For som Daniela, en af deltagerne i nogle af de første samtaler Dark Mountain stod for, fortalte mig, oplevede hun en ufattelig lettelse ved at kunne sige tingene som de er uden at skulle tænke på, hvordan modtageren opfatter hende. At give slip på selvcensuren er angstprovokerende, men når først det er gjort, er der ingen vej tilbage.

Hvis det er rigtigt, som Willig og Vetlesen skriver, at “incitamenterne til at censurere sin kritik og sine bekymringer er ved at forsvinde”, og der samtidig findes en kritisk masse der har det ligesom Marie, er spørgsmålet: hvordan finder vi hinanden og hvor skal vi mødes?

Leave a Reply