Kære Kristian Leth,

Kære Kristian Leth,

posted in: Jeppe på dansk | 0

Lad mig starte med at sige at jeg har været stor fan af dit virke. Derfor er det også mærkeligt at skrive dette brev til dig. Hvis jeg i min vildeste fantasi skulle forestille mig at skrive et brev til dig, ville jeg i hvert fald ikke have forestillet mig at det ville være af denne karakter. Jeg vil nemlig opfordre til, så godt jeg nu kan, at du lader være med at holde flere foredrag, hvor du udtaler dig om klimaforandringerne. Hvordan du forholder dig til til fremtiden og til håbet på fremtiden det er din egen sag. Men hvad angår klimaet bør du holde dig fra at udlægge dine holdninger. Fordi dine holdninger er baseret på en selektiv læsning af en litteratur du ikke har sat dig ind i og fordi du får dine holdninger til at fremstå som sandheder. Og lige nu i netop disse år, gør du dig selv og os allesammen en bjørnetjeneste – i ordets oprindelige betydning – hvis du fortsætter med at udtale dig som du gør.

Min baggrund for denne opfordring er oplevelsen af dit foredrag på Ry Højskole d. 30. januar, hvor du holdt et oplæg baseret på din seneste bog “Håb – et forsvar for fremtiden”. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har læst din bog (selvom jeg havde set frem til det længe). Særligt på baggrund af den glæde nogle af dine andre bøger, din musik og dine radio- og tv-programmer har givet mig, var jeg skuffet, nærmest forfærdet over at opleve den lethed hvormed du gør dig ekspert på noget som du tydeligvis ikke ved helt så meget om som du foregiver. Det er en lethed som får dig til at fremstå som kvaksalver (og det tror jeg nu egentlig ikke du er).

Du har selvfølgelig ret til at tolke og udlægge historiens gang som du vil. Og der er al mulig grund til at slå et slag for håbet i en tid hvor det er svært at vide hvad man skal eller kan håbe på. Men når du fremstiller historien som om at livet objektivt set bare er blevet bedre og bedre, og bliver ved med at blive det med årenes gang, så stiller du dig i en bestemt position i flere debatter som langtfra er afsluttet. Og det er en position som også er ideologisk. Når du så fra den position udlægger klimaforandringerne som “en udfordring” vi måske ikke tackler ordentligt, men som vi nok skal håndtere (fordi det har vi jo gjort med så mange andre ting), så har du trådt ud af den saglighed du påkalder dig og ind i kvaksalveriets sfære. Der hører håbet ikke hjemme. For vi skal jo håbe på og arbejde for den bedste mulige verden for vores børn. Men vi skal gøre det mens vi ser realiteterne i øjnene.

Dit forsvar for håbet bliver på denne måde tømt for substans. Og det ærgrer mig. For du har ret i din analyse af vores kulturhistorie, af medierne og af de kognitive processer der gør det svært for os at forstå komplekse systemer. Din kritik af dommedagsprofetierne er berettiget. Men du kan altså ikke forlade din argumentation på at hullet i ozonlaget, overbefolkningen eller atomkrigen ikke er blevet vores endeligt selvom der var nogen der engang troede det. Bekymringen var og er jo ikke ubegrundet. At vi har bremset ozonlaget og at atomkrigen ikke brød ud under den kolde krig giver anledning til at håbe på at vi kan håndtere store kriser. Deri ligger håbet. Ikke i at dommedag ikke kom, så nu behøver vi ikke at lytte når nogen snakker om enden på verden som vi kender den. For det er den følelse man sidder tilbage med efter dit foredrag.

Mange af de fakta du bruger i dit foredrag er ikke forkerte. Men de bliver det når du bruger dem i sammenhæng med dit ideologiske projekt. At de honningbier som vi i mange år har frygtet forsvinder ser ud til at klare skærene siger ikke noget om de 20.000 andre arter af bier der findes. Der er al mulig grund til at bekymre sig når det f.eks. gælder humlebierne. For ikke at tale om andre insekter. Du kender sikkert studierne der viser at 75% af flyvende insekter er forsvundet i store områder i Tyskland? At metanen i Siberien ser ud til at ligge dybt nok til at den ikke fiser ud i atmosfæren de næste årtier siger ikke noget om de andre “tipping points” i klimasystemet forskerne ved eksisterer. Men at bedriften med at have opnået en aftale i Paris er garanti for noget som helst er altså ikke rigtigt. Og at dækningen af IPCC rapporterne udelukkende fokuserer på “worst case” scenariet RCP 8.5 er lodret forkert.

Det er jo ikke sandt at det har været let at komme igennem nyhedstrømmen med historien om klimaforandringernes alvor. Det er netop fordi det har været så svært, at handlingen har ladet vente på sig. I lang tid har klimaforandringerne ikke fået air-time eller saglig dækning fordi der er en stor sammenslutning af pengestærke politiske interesser der har arbejdet imod det. Og det er deres ærinde du risikerer at løbe med din pseudo-journalistik. For det er jo dét det er. Hvad er din bagrund som forfatter, digter, musiker og kulturjournalist for at udtale dig om klimavidenskaben? Du har været bekymret fordi du ikke kunne svare din datter ærligt omkring fremtiden. Og så har du interviewet nogle forskere og læst nogle artikler. Det må du jo hjertens gerne udtale dig om. Men at stille dig op og lade som om du er en autoritet på området er uærligt.

En række anekdoter og statistikker om verdens fattigdom, om dommedagsprofetier, om levealderen og om klimaforandringerne bør ikke være nok til at overbevise nogen om noget. Men det er det, som du selv oplevede den aften. Og nu er jeg lidt streng, for jeg har jo som sagt ikke læst din bog – det vil jeg gøre ved lejlighed. Men hvis dit belæg for at prædike håb blot bunder i retoriske kneb vil jeg påstå at dit foredrag er skadeligt for debatten. I mine øjne prædiker du en bekvem sandhed og du risikerer i det henseende at blive slået i hartkorn med Bjørn Lomborg. Jeg er med på at dommedagsretorik omkring klimaforandringerne ikke gavner nogen. Men vi kan vel tale om alvorligheden uden at presse håbets statistikker ned over samtalen?

Du siger noget om at det er “priviligeret” at råbe vagt i gevær hvad angår klimaet, men at negligere de forandringer som foregår på kloden lige nu er både uansvarligt og, afhængigt af konsekvenserne, farligt. De privilegier vi nyder i Danmark i dag kommer på bekostning af resten af livet på jorden. Og nej, måske står vi endnu ikke midt i den sjette masseudryddelse af dyre- og plantearter, men hvis status quo fortsætter er vi godt på vej ind i den. Du fortæller om forskeren der når han viser en graf af udviklingen af menneskets levestandard i Kina modtager bifald, hvorimod han i Europa bliver mødt med udsagnet: “det kan ikke blive ved!”. Og dermed siger du at vi er en flok pessimister og sortseere. Men de fleste eksponentielle udviklinger ender med at flade ud eller implodere. Så er det ikke en logisk respons? Mange af de anekdoter du fortæller kunne sagtens spindes omvendt i et anderledes narrativ.

Fortvivlelse paralyserer. Og håb er en vigtig modgift til denne paralyse. Men hvis det vi håber på ikke er forankret i realiteterne bliver håbet blot endnu en virkelighedsfornægtelse. Et banaliseret håb. Vi har virkelig brug for en anderledes samtale om håb og om klima end den der kører i medierne. Vi har brug for et samtalerum hvor man tør tvivle og med ærlighed kan sige det. Vi har brug for saglighed, men mest af alt har vi måske brug for ydmyghed og nærvær. Vi har brug for at kunne mærke hvad der er vigtigt og hvad det er vi vil bære med os ind i en verden der er to, tre, fire hvem ved hvor mange grader varmere end i dag? Det er en samtale der er i opblomstring og den giver allerede udslag i mange forskellige initiativer der giver anledning til håb. Men det er en skrøbelig og svær samtale. Med dit foredrag, som jeg oplevede det på Ry Højskole, står du i vejen for hvor tids måske vigtigste samtale og derfor håber jeg du vil følge op på min opfordring.

Venlig hilsen,
Jeppe

Leave a Reply