Fortællingen om livet

I højskolen synger vi ofte om livet som en manifestation af lyset. Grundtvig spørger os i sangen vi lige har sunget: “Er lys ej livets øje?” For Grundtvig er livet en kraft der står i kontrast til mørket og “som nordlys på himlen funkle” når vi lever livet helt. Livet, lyset og solen symboliserer drivkraften i skaberværket som ikke kan slukkes: “midsommerens den bolde sol / vil ej for midnat vige!”. På den måde overvinder livet, døden og lyset, mørket. Og når Grundtvig spørger om “ordet i vor mund er et lys for alle sjæle?” siger han også at det er vores opgave at sprede lyset. Oplysningen om livet skal hjælpe os til at leve et “jævnt, muntert og virksomt liv på jord”, uanset hvem vi er og uanset hvad vores sociale status måtte være. Livsoplysning handler om at mennesket får større indsigt i livet, i samfundet og de fælles vilkår vi lever under. At vi kommer til at høre til i det folkelige og almenmenneskelige fællesskab.

Livsoplysning er som højskolens kerneopgave og hovedsigte, en fordring om at vi får en forståelse af livets grundvilkår og tilegner os de egenskaber der skal til for at udfolde livet så “skaberværket lykkes”. Det er en dannelse der med Løgstrups formulering oplyser ”om den tilværelse vi har med og mod hinanden, … om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser”. Selvom vi kan tale om forskellige opfattelser og udlægninger af hvad livsoplysning er for en størrelse, og om de forskellige natursyn der har præget dette begreb igennem tiden, er naturen – og menneskets indlejring i naturen – helt central.

Når man kigger ud i samfundet og vores globale civilisation, fristes man til at spørge hvor oplysningen og fortællingen om livet mon er blevet af? Hvad skete der med forståelsen af mennesket som uløseligt forbundet med og bundet af naturen? Er vores natursyn blevet forkrøblet af historien om den stærkestes overlevelse og genernes selviskhed? Findes fællesskabet og samarbejdet ikke også i naturen? Hvad skete der med kærligheden til og fascinationen af naturen? Hvor skal vi lede efter en fortælling om livet der kan bære os igennem klima- og biodiversitetskriserne?

Vi har lige sunget at “Oplysning være skal vor lyst / er det så kun om sivet”. Jeg tvivler på at ret mange ved ret meget om de siv der står nede ved søen i haven – det gør jeg jo heller ikke selv. De fleste af os er analfabeter når det kommer til naturens sprog. Og det er en blindhed der i det helt store perspektiv er dødelig når man tænker på hvilke voldsomme maskiner og teknologier vi raver rundt i naturen med og samtidig ved at naturen er fundamentet for vores eksistens. Det er en blindhed, hvis konsekvenser vi i dag oplever som klimaforandringer, masseudryddelse af klodens arter og naturødelæggelser der for blot få årtier tilbage ville synes helt igennem usandsynlige.

Derfor må det være højskolens fremmeste opgave i dag at genfortælle historien om livet og tilskynde en dannelse der åbner muligheder for at vi genfinder vores plads i naturen – ikke over eller udenfor den. Der er sket meget med forståelsen af livet siden Grundtvig, så meget at det ville vende det meste af hans kosmologi på hovedet. For ifølge livsvidenskaberne er vi ikke bare individer der eksisterer i samspil med vores omgivelser, vi er holobionter dvs. vi er i os selv økosystemer der består af et væld af organismer der tilsammen udgør en krop og som er i konstant udveksling med vores omverden. I dette perspektiv er livet ikke en ting, men en proces – og ovenikøbet en proces som i sig selv er karakteriseret af både kognition og kreativitet.

For at forstå dette syn på livet og på mennesket som et økosystem, må vi tage på en lille tour igennem evolutionen tilbage til livets begyndelse på Jorden for omkring 4 milliarder år siden. For det er i livets udfoldelse fra mysteriet om livets opståen af materien til udviklingen af selvbevidste væsner at vi kan øjne omridset af en ny fortælling om livet der placerer os som skabninger der er indvævet i livets net og hvis skæbne er uløseligt forbundet med resten af livets store fællesskab.

Da Jorden blev formet i det kollaps af en gigantisk sky af støv og gas der samtidig skabte vores solsystem for 4,5 milliarder år siden var dens overflade formentlig så varm at vand i lang tid kun kunne eksistere som damp i atmosfæren. Men i løbet af de første millioner år faldt temperaturen så meget at denne vanddamp kunne kondensere og forme verdenshavene. De tidlige have var den “ursuppe” som mange forskere mener livet opstod i. De grundlæggende elementer som brint, kulstof, kvælstof, fosfor og svovl var allerede tilstede på Jorden som rester af den kosmiske begivenhed der havde formet solsystemet. Nogle af molekylerne samlede sig og dannede membraner der som mikroskopiske bobler lukkede andre molekyler ude. Det er en ganske enkel kemisk process, ligesom når der dannes bobler når vand, der er blandet med sæbe, bliver rystet.

Det var sikkert inde i disse små membraner, som var gennemtrængelig for nogle molekyler og tillukkede for andre, at kompleksiteten og senere livet opstod. Inde i disse små afgrænsede rum, farede molekylerne rundt og stødte ind i hinanden meget oftere end i ursuppen udenfor. Det er sandsynligt at chromofore molekyler der absorberer sollys, blev optaget i membranen og skabte en elektrisk ladning i boblen – som altså blev en form for transformer af sollys til elektrisk og kemisk energi. Denne process er så blevet forfinet over de første hundrede millioner år i Jordens historie og efterhånden som boblernes kompleksitet voksede blev de så store at de bristede i mindre bobler. Dette var en form for selv-replikation på molekyle-niveau.

De primitive membraner var altså en form for proto-celler der var delvist åbne systemer – så energi og materie kunne flyde igennem dem – og delvist lukkede – så netværk af kemiske reaktioner kunne udvikle sig. Det simple proto-stofskifte i membranerne var afhængig af adgang til næringsstoffer og derfor har de sikkert konkurreret om næring i en form for præ-biotisk Darwinistisk evolution. Vi kan ud fra det vi ved om den unge Jords fysik og kemi anskueliggøre denne historie og raffinere scenariet for fremkomsten af livets byggesten: cellen. Men cellens opståen er endnu et mysterie som vi endnu ikke ved så meget om i detaljen.

Da den første celle opstår omkring 3,8-4 milliarder år siden bliver det den “universelle forfader” til alle former for liv der siden er udviklet på Jorden. Det vil sige at ikke blot har alle vi mennesker den samme forfader i Homo Erectus som vandrede på Jorden for to millioner år siden, vi deler forfader med alle grenene på livets træ – med dyrene, planterne, svampene, protisterne og bakterierne. Dette kan have været en enkelt celle eller en koloni af bakterier som udkonkurrerede de andre former for proto-celler der måtte have været. Fra denne universelle forfader har celler hurtigt spredt sig i et globalt netværk af bakterier som begyndte at omforme og regulere deres livsforhold – og dermed også Jordens globale miljø.

I de første to miliarder år fra livet opstod, var den eneste livsform på Jorden bakterier. De opfandt alle livets grundlæggende processer som fotosyntese, respiration, gæring, kulstoffiksering og bevægelse, og transformerede dermed både Jordens overflade og atmosfæren. Vi kan se at nogle af de processer der kendetegner cellens adfærd også må have været tilstede i den præ-biotiske evolution. Vi ved at det kemiske netværk i proto-cellen må have haft en ikke-lineær dynamik og at vi derfor må tænke systemisk omkring livets emergens. Tilsammen tegner den molekylære og cellulære evolution et billede at et univers og en planet der konstant udvikler sig i retning af mere diversitet og kompleksitet. Livet er en process der skaber sig selv, der optager, udskiller og udveksler materialer med omgivelserne, der transformerer sit miljø, der vokser og bliver noget nyt, noget andet og noget mere.

Denne forståelse af livet er både delvis sammenfaldende og delvis forskellig fra det natursyn der prægede Grundtvig – som jo var samtidig med Darwin. Darwins idéer blev også diskuteret rundt omkring på landets højskoler, selvom Grundtvig så vidt jeg ved ikke selv forholdte sig til hans teori på skrift. Darwin’s genistreg var jo idéen om arternes fælles oprindelse og udvikling igennem naturlig selektion. Han forbandt livets mangfoldige udtryk i en smuk vision om fælles oprindelse og fælles udvikling. Men på det tidspunkt han offentliggjorde sine tanker var naturvidenskaben langt fra i stand til at understøtte hans teori. Det var den augustinske munk Gregor Mendel der med sine forsøg med ærteplanter indså at generne er den enhed der viderefører arvematerialet.

Mendel og Darwin’s teorier er blevet koblet i den moderne evolutionære syntese der siger at livets evolution er drevet af tilfældige mutationer af gener der nedarves og udvælges igennem naturlig selektion, hvis de giver større chance for overlevelse. Men her, næsten hundrede år efter fremkomsten af den moderne syntese, har vi forstået at denne teori også kun delvist fortæller den fulde historie om livets udvikling. For livet opfører sig langt vildere og mere komplekst end den moderne syntese forklarer. Og for at forstå denne del af fortællingen om livet, må vi tage et kig på livets grundenhed: cellen.

Prokaryoter er den ældste, mindste og enkleste celleform som blev udviklet for op mod 4 milliarder år siden – den universelle forfader var temmelig sikkert en form for prokaryot. Bakterier og blågrønalger er prokaryoter og har ikke nogen kerne. Den anden celleform, eukaryoter, har en kerne. De blev først udviklet for omkring 2 milliarder år siden. Alle dyr, planter, svampe og protister består af eukaryote celler som er mere komplekse og har en kerne. I studiet af udviklingen fra prokaryote til eukaryote celler finder vi en ny og vigtig brik i livets fortælling.

Det er selvsagt svært at forklare en biologisk begivenhed som fandt sted for mere end 2 milliarder år siden når det ikke er muligt at genskabe de omstændigheder den udvikling fandt sted under. Men i løbet af de sidste årtier har fylogenetiske analyser påvist at både mitokondrier – som er “kraftværket” i den eukaryotiske celle – og grønkorn – som udfører fotosyntesen i alger og planter – oprindeligt stammer fra bakterier som jo er prokaryoter. Betydningen af denne opdagelse er klar: disse dele af den eukaryotiske celle er ikke udviklet ved mutation, men igennem symbiose imellem fritlevende prokaryoter.

Teorien om endosymbiose peger på symbiose som en anden vigtig vej for evolutionen. Symbiose har været en ekstrem effektiv måde for livet at udvikle sig på og har skabt evolutionære spring i stedet for gradvise forandringer. Det er f.eks. sandsynligt at symbiose har spillet en rolle i den globale omvæltning af klodens miljø der fandt sted i Den Store Iltkatastrofe for omkring 2,4 milliarder år siden, hvor livet på Jorden næsten blev udslettet. På det tidspunkt var jordens atmosfære reducerende, hvilket vil sige at ilt blev taget ud af luften og bundet i havene og på landjorden. Da cyanobakterier udviklede evnen til at binde kulstof igennem fotosyntese udskillede de ilt som et restprodukt. Og da der ikke længere var materiale tilbage på Jorden der kunne iltes begyndte ilten at bygge sig op i atmosfæren. For de bakterier der eksisterede på det tidspunkt, som var anaerobe, var ilten som en gift og resultatet var en økologisk katastrofe.

Men symbiose har sandsynligvis været en måde for bakterierne at overleve da to forskellige bakterier fandt ud at at bruge ilten ved at slå pjalterne sammen. Hvis den ene kunne nedbryde sukkerstoffer og den anden kunne bruge ilten til at brænde dem af, havde den nye organisme en effektiv måde at udvide dets stofskifte. Opbygningen af ilt i atmosfæren var begyndelsen på en vældig udvikling i livets historie med fremkomsten af flercellede organsimer og et væld af nye former for liv. Og på den måde blev det der engang havde været bakterier, dele af mere komplekse celler som efter mange forandringer udviklede sig til protister, svampe, planter og dyr.

Der er flere eksempler på symbiotiske sammensmeltninger af organismer i evolutionens historie. Og det vrimler i naturen med eksempler på organismer der lever i symbiose. Som f.eks. mykorrhiza svampe der er til stede i over 90% af alle plantearters rodsystemer. De udvider planternes rodvæv og bytter næringsstoffer og vand for kulhydrater og vitaminer. Eller koralrevene som er en symbiose imellem kolonier af bittesmå dyr der bygger strukturer af kalciumkarbonat og en alge som ved hjælp af fotosyntese producerer sukkerstoffer som korallerne spiser. Et andet eksempel er forståelsen af bladskæremyrer som gartnere der dyrker svampehaver, hvor det plantemateriale de samler kan nedbrydes så det bliver spiseligt for myrene. Det skal lige siges at ikke alle former for symbiose er mutualistiske og gensidigt fordelagtige – de kan også være neutrale eller direkte skadelige for den ene part.

Denne viden om endosymbiose som en vigtig drivkraft i evolutionen er ikke kun en omvæltning indenfor biologien og evolutionsteorien, den revolutionerer også selve fortællingen om livet og forestillingen om verden som bestående af individer der hver især kæmper for overlevelse. For vi kan se, at ikke bare skal forestillingen om konkurrence suppleres med fortællingen om mutualisme og samarbejde, selve opfattelsen af‚ hvad et individ er‚ skal udvides. Vi er ikke afsondrede fra verden, tværtimod er verden rykket ind i os. Vi består hver især af millioner af organismer og er oven i købet dybt afhængige af dem. Det er anslået at der findes 39 billioner celler i menneskekroppen der er bakterier (det er 39 millioner millioner), hvorimod menneskeceller udgør 30 billioner. Vi består altså af flere bakterieceller end egentlige menneskeceller.

Biologer kalder sådan nogen som os “holobionter” for at betegne at vi er et hele der består af et fællesskab af individuelle arter. En anden måde at sige det på er at vi i os selv er et økosystem. Vi er et konsortium af organismer. Et team der arbejder for samme sag. Og ligesom økosystemer ude i verden skal være i balance skal vores indre økosystem også være i balance. Når de forskellige kulturer af bakterier i vores økosystem kommer ud af balance, kommer vi ud af balance. Når vores naturlige økosystem bliver angrebet udefra, ikke får den rigtige næring, bliver stresset eller slået ned af forurening, kemi eller medicinrester får vi det dårligt. Vi har det godt når vores bakteriefællesskaber spiser, vokser, kommunikerer og dermed skaber homøostase i kroppen. Og på samme måde som vi mennesker er økosystemer, er alle komplekse organismer holobionter. Hver en plante og hvert et dyr vi betragter som et individ består af et væld af andre individer. Hvert individ er et fællesskab.

Jeg håber I fornemmer, hvordan fortællingen om livet med et slag er blevet en anden. I hvert fald står vi med et radikalt anderledes narrativ end den reduktionistiske, neo-Darwinistiske fortælling om det selviske gen og den stærkestes overlevelse som har skævvredet vores natursyn og selvforståelse. Det siger jeg med den største respekt for Darwinismen og for den videnskabelige metode. Men videnskabsfolk tager sig ofte ikke i agt for de metaforer de klæder deres teorier i. Hvordan vores verdensbillede er skabt af centrale metaforer, der inkarnerer specifikke værdier og relationer imellem denne verdens væsner, er egentlig en helt anden morgensamling, men det er vel tydeligt for de fleste at en historie om individer der konkurrerer med hinanden i en verden, hvor selviske gener styrer showet, vækker genklang i værdisæt og handleformer der belønner maksimeringen af egeninteresser fremfor det fælles bedste.

Omvæltningen af den genetiske determinisme der har præget biologien bør altså slå ringe i vandet langt ud i samfundet og dybt ind i vores selvforståelse. Og måske bør jeg sige udvidelsen i stedet for omvæltningen for det er ikke fordi den genetiske determinisme er lodret forkert. Det er bare en synsvinkel der er løbet op imod sine egne begrænsinger. Hvis vi hver især udvider grundtanken i den moderne evolutionære syntese (nemlig at al evolutionær udvikling er resultatet af tilfældige mutationer af individers genmateriale som nedarves og udvælges ved naturlig selektion) med to andre anderkendte mekanismer i evolutionen, får vi en ny fortælling om livet.

Den ene mekanisme er endosymbiose som jeg lige har skitseret. Langt fra de tilfældige mutationer der sker i replikationen af cellers DNA, er denne mekanisme mere som når store virksomheder har brug for en ny komponent i deres produkt og opkøber og overtager et andet firma der har specialiseret sig i fremstillingen af netop dette produkt. Fusionen mellem to virksomheder bevarer mange af de strukturer der var tilstede inden fusioneringen, men omstrukturerer deres funktioner med et nyt fælles formål.

Den anden evolutionære mekanisme der fører til genetisk variation indebærer heller ikke reproduktion. Det er den horisontale genoverførsel imellem organismer, altså organismer der uden videre udveksler genmateriale. Dette er f.eks. påvist imellem bakterier og svampe, bakterier og planter, planter og planter, svampe og insekter, bakterier og insekter, bakterier og dyr, planter og dyr, planter og svampe. Der er endda noget der kunne tyde på at der er foregået horisontal genoverførsel i menneskekroppen. Udvekslingen af gener uden reproduktion kan sammenlignes med at jeg bare uden videre kunne give dig mine blå øjne, hvis vi gav håndslag på det.

Der er altså i hvert fald tre måder hvorpå livet udvikler sig: tilfældige mutationer, horisontal genoverførsel og endosymbiose. Når vi på den måde supplerer den moderne evolutionære syntese står vi tilbage med billedet af cellen der, som livets grundenhed, regulerer de genetiske processer. DNA rejser på tværs af de biologiske riger igennem cellers membraner og pludselig er sex imellem forskellige arter ikke så mærkeligt – sex foregår på kryds og tværs imellem bakteriernes, protisternes, svampenes, planternes og dyrenes riger. Selve billedet på livets udvikling er under forandring: forestillingen om livets træ må suppleres med forstillingen om livets net, der som et væv omkring træets rødder vokser i et trådformet netværk, der forbinder livets riger med hinanden og med materien.

I dette nye perspektiv er livet en proces der baseret på cellers evne til homøostase, til at skabe variation og til at indgå i nye fællesskaber, kontinuerligt genopfinder sig selv i nye, mere komplekse og diverse former. Livets mange former kan hver for sig anskues som systemer der indgår i større økosystemer som indgår i biomer som tilsammen udgør biosfæren der regulerer Jordens forskellige kredsløb og klima. Livets fællesskab er på den måde det næststørste fælleskab på Jorden der udgøres af alle arter og holobionter der består af celler. Det er et fællesskab der i kraft af sin egen eksistens – sin evne til selvopretholdelse, vækst, diversitet – opretholder grundlaget for liv på Jorden. Det største fællesskab er Gaia, koblingen af livet og materien på Jorden, der tilsammen udgør et selvregulerende system. En planet der, som en lille ø i det uendelige verdensrum, er i stand til at opretholde grundlaget for liv, kognition, bevidsthed og kreativitet.

Det er et fællesskab, hvor vi allesammen hører til. Det er en del af os, ligesom vores mikrobiota er en del af os. Faktisk er vi hver især forankret i et fællesskab der forlænger vores individuelle jeg ud i verden: i de økosystemer vi bevæger os i, i hele biosfæren med al dens forskellighed, ja helt ud til Jordkloden som helhed. Det “jeg” kalder “mig”, strækker sig altså meget langt ud i verden!

Hvordan selve livet er en proces der er kendetegnet af kognition, læring og kreativitet, og hvordan den menneskelige bevidsthed er en process der er vokset ud af livets kognitive processer, bliver vist for langt her til morgen. Men jeg vil gerne slutte af med at vende tilbage til Grundtvig som vi jo startede med. For selvom Grundtvig naturligt nok var præget af sin egen tids kosmologiske forestillinger og ikke havde muligheden for at vide at fortællingen om livet er meget større, og meget mere kompleks, end historien om lyset der overvinder mørket, havde han alligevel fat i noget, når han skrev og fortalte om livet som drivkraften i skaberværket – som et lys hvormed tilværelsen må forstås.

Der er nemlig noget i denne forestilling der knytter an til det vi i dag ved om vores symbiotiske planet. Liv, læring og kreativitet er en del af samme proces. Livet har sine veje og vi kan enten følge dem eller vi kan ignorere dem. Men så snart vi lukker øjnene for livets principper og neglicerer livets fællesskab, navigerer vi uden kompas og løber den risiko at vores vej ender blindt. Det gør en verden til forskel om vi formår at åbne os for den måde livet udfolder sig, og indretter vores tilværelse tilsvarende, eller om vi påtvinger verden vores forestillinger om hvordan den bør være. Vi kan rent faktisk forlade os på de mønstre livet tegner i naturen, hvis vi kan genkende dem.

Er det ikke det Grundtvig også siger når han skriver at “alting ventes i naturens orden”. Mange af hans tanker er gammeldags og man kan ikke oversætte dem direkte ind i vores tid. Grundtvigs kosmologi er f.eks. ikke forenelig med den fortælling om livet jeg lige har skitseret. Han anskuede livet for at være hierarkisk inddelt i niveauer af stadig højere værensformer: “himmelstigen”, som er den kristne udgave af idéen om den store verdenskæde, hvor den laveste form er mineralerne, så kommer planterne, dyrene og så videre helt op til Gud. I dag ved vi, at selvom alle levende væsner ikke er lige komplekse, er de lige udviklede. Alle former for liv der er på kloden lige nu er resultatet af mere end tre milliarder års udvikling, hvad enten det er bakterier, flagermus, mennesker eller blåhvaler.

Grundtvigs mangler er mange. Dem kan vi ikke skære fra. Men vi kan lægge til og vi kan bygge bro. Hvis det er rigtigt at læring er en del af kognition og at kognition foregår på alle livets planer, vokser den dannelse vi udøver i højskolen jo ud af livets proces. Dannelse er liv der udfolder sig og derfor bør vores tanker, handlinger og værdier også udfolde sig i overensstemmelse med livets grundprincipper. I en tid der er præget af en global økologisk krise som er forårsaget af os mennesker er fortællingen om livet måske vigtigere end nogensinde. Måske har vi glemt at blive ved med at fortælle historien om livet – også i højskolen?

Når Grundtvig insisterer på at det er umuligt at begribe den enkelte del uden at have et begreb om det hele, udtrykker han en tankegang som er fuldstændig tidssvarende i det 21. århundrede. Vi må se vores individuelle og fælles tilværelse i lyset af det vi ved om livet på Jorden. Hvis ikke vi forstår at et rumvæsen ville kigge på Jorden og se en symbiotisk klode der består af økologiske og sociale fællesskaber på tværs af arter, fra de største pattedyr til de mindste bakterier, forstår vi ikke grundlaget for det liv vi opfatter som vores eget. Og vi vil ikke handle i overensstemmelse med Jordens og naturens virkelighed.

Hele Grundtvigs virke var centreret om at almuen, den fattige, uoplyste bondebefolkning, skulle begynde at opfatte sig selv som en del af et folk – sammen med borgerskabet, adelen og kongen. Omfanget af det projekt er svært at forestille sig i dag, men dengang ville en bonde måske opfatte en dansk adelsmand som ligeså anderledes som en hvilken som helst anden europæsik adelig. For Grundtvig var det folkelige forankret i det almenmenneskelige. For ham handlede livsoplysning i høj grad om at alle skulle lære deres ligeværd som menneske at kende. I dag kan vi godt forestille os menneskeheden og at vi i princippet allesammen er lige meget mennesker. Vi er godt på vej til at have taget skridtet fra folk til art (selvom vi som samfund har lukket os om os selv de sidste årtier).

Det næste skridt må være for os mennesker at udvikle bevidstheden om at vi er en del af livets fælleskab og dermed også af den levende Jords fællesskab. Ikke som et højere udviklet væsen der skal træde ned blandt pøblen, men på lige fod med alle andre levende væsner. Vi mennesker er uvilkårligt født ind i to almene fællesskaber: det ene er det menneskelige og det andet er biosfæren. Bevidsthed om livets fællesskab må være en del af den dannelse vi tilsigter på højskolen. Og det er ikke kun et spørgsmål om at bedrive en pædagogik der er tidssvarende. Det er et spørgsmål om at bevidstheden om livets fællesskab kan blive afgørende for hvordan den globale økologiske krise vi befinder os midt i kommer til at udvikle sig. Der findes nogle grundlæggende regler vi som mennesker bliver nødt til at respektere for at biosfæren kan blive ved med at understøtte os. De regler bør vi alle kende.

Så når jeg og nogle af mine kollegaer agiterer for at gøre bæredygtig dannelse til en del af højskolens DNA, er det ikke bare for at sætte bæredygtighed på skemaet. Det er for at lægge en dimension til den forståelse af højskolens opgave vi har fået i arv fra Grundtvig. Bevægelsen fra almuebevidsthed til folkebevidsthed var udtalt på de gamle højskoler. Men bevægelsen fra det almenmenneskelige til livets fællesskab er endnu ikke fuldt artikuleret. Vi har brug for en betegnelse for denne dannelse der er både presserende og i direkte forlængelse af Grundtvigs tanke om livsoplysning. Hvis ikke vi kan finde en benævnelse for den bevidsthedsudvidelse, mangler vi en grundsten i vores pædagogik og i vores fortælling om livet.

Måske ville det faktisk være forløsende at træde ud af forestillingen om vores egen forskellighed og ophøjethed? Livet er jo forunderligt og fascinerende på en måde som rummer de dybeste mysterier. Tag for eksempel opdagelsen af en enorm underjordisk biosfære flere kilometer under jordens overflade. Livet under jorden består af op til 385 gange så meget kulstof som der findes i hele menneskehedens biomasse. Livet bliver ved med at overraske os. Hvis vi forestiller os den tid der er gået siden livet begyndte på Jorden som fireogtyve timer, har vi mennesker kun været i på planeten et enkelt sekund. Og livet vil utvivlsomt fortsætte efter os. Hvor mange sekunder vi har tilbage afhænger af om vi formår at forstå os selv som en del af biosfæren og indrette vores samfund derefter.