En samtale om bæredygtig dannelse

posted in: Jeppe på dansk | 0

Jeg har de sidste år haft en samtale med mine højskolekollegaer Theis Scherfig, som underviser på Uldum Højskole, og Kåre Birk, som underviser på den Skandinaviske Designhøjskole, omkring hvad bæredygtig dannelse betyder i teori og praksis. Tilbage i efteråret 2019 udbasunerede vi “Gør bæredygtig dannelse til højskolernes hovedsigte” i Højskolebladet. Det kom der ikke megen debat ud af dengang (sjovt nok blev vi kontaktet af en del udenfor højskolerne som var interesserede i artiklen). Sidenhen blev vi enige om at højtravende målsætninger og provokation sikkert ikke er vejen frem, hvis man er oprigtigt interesseret i en bredere samtale om, hvilke konsekvenser de planetære kriser vi står midt kan og bør have for vores fælles dannelsesidealer og pædagogik. Så vi fortsatte samtalen i det små.

I efteråret gik Theis i gang med at lave podcast-serien “Hvor skal vi hen?”, som stiller et spørgsmål til vores samtid: “Hvilke tendenser skal vi dyrke og udvikle og hvilke skal vi væk fra og finde alternativer til?” Det føltes meget naturligt da han foreslog at vi tre skulle optage en samtale om bæredygtig dannelse og det er der kommet en lille times podcast ud af. Den giver et lille indblik i nogle af de grundtanker vi går rundt og snakker om, selvom det er svært at gå i dybden med så stort et emne og så store spørgsmål på en time. Vi har endnu et afsnit i støbeskeen, hvor vi følger op på hvad bæredygtig dannelse betyder i praksis sammen med forfatter, underviser og proceskonsulent Lone Belling som er medforfatter til bogen “Bæredygtig dannelse – Skitser til en empatisk verden”. (Det er i øvrigt Lone og Leif Frandsens model for den bæredygtige dannelses grundelementer som pryder headeren på denne side.)

Vi håber denne samtale kan give både inspiration og anledning til en bredere samtale om, hvad den globale systemkrise betyder for den dannelse vi bedriver som undervisere, forældre og medmennesker. For, som vi proklamerede i Højskolebladet: Vi kan ikke længere med god samvittighed socialisere unge mennesker til at opretholde et samfund, der undergraver vores allesammens levegrundlag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *