Fremtidens dannelse er væredygtig

Dette essay er udgivet i antologien Væredygtighed – Indersiden af bæredygtighed som er lavet af Center for Væredygtighed og udgivet på forlaget Dafolo.

Den globale opvarmning er ikke bare et problem, vi kan eller skal “løse”; det er en virkelighed, vi endnu ikke helt har forstået. Den omkalfatring, som Jordens klimatiske systemer – og dermed livets vilkår fra de højeste bjerge til havenes dyb – er midt i, vil skabe gennemgribende forandringer i den måde, hvorpå vores liv er organiseret i Danmark, såvel som på resten af kloden.

Vores nuværende fysiske og mentale infrastrukturer er så ude af trit med en fremtid, hvor Jorden i gennemsnit er 2, 3 eller 4 grader varmere, at det er svært at se, hvordan hverdagen anno 2021 vil kunne opretholdes. Dette perspektiv og kløften imellem nutidens samfund og fremtidens levevilkår er så enorm, at det næsten er ufatteligt, og derfor kommer det let til at føles uvirkeligt. Og der er ingen, der kan leve i det ufattelige eller det uvirkelige uden at miste jordforbindelsen.

Den pædagogiske udfordring, når det gælder klimaforandringernes enorme perspektiv, er derfor at bevare fødderne solidt plantet i jorden og prøve at forstå, hvordan denne fremtidsudsigt er opstået. Hvad er klodens opvarmning en konsekvens af? Hvor finder vi årsagerne til den systemkrise, den globale civilisation befinder sig i? Hvordan har vi og vores forfædre skabt en fremtid, der er uforenelig med tilværelsen, som vi kender den? Det er først, når vi har forstået roden til symptomerne, at vores handlinger kan begynde at adressere problemets kerne og dermed helbrede sygdommen.

Det er dét ansvar, der hviler på hver og én af os, der på den ene eller anden måde holder noget af andres liv i vores hånd. Det vil, med Løgstrup i tankerne, sige os alle sammen, men der gælder måske et særligt ansvar for dem af os, der på den ene eller anden måde beskæftiger os med et andet menneskes dannelse?

Som underviser i fag, der på den ene eller anden måde berører klodens tilstand og den grønne omstilling, erfarer jeg både en stigende interesse for klimaforandringernes betydning og en stigning i antallet af unge, der kæmper med følelser som skyld, angst og skam i forbindelse med deres tanker om fremtiden. Samtalen om klima, bæredygtighed, omstilling og fremtiden bliver nødt til at kunne rumme den slags følelser og tanker.

For de forandringer i Jordens system, der kommer til at præge det 21. århundrede, handler ikke bare om økonomier, der er drevet af fossile brændstoffer eller om innovative teknologiske løsninger. Det handler i lige så høj grad om en kultur, der er blevet blind overfor menneskets indlejring i naturen. Om samfund der har glemt at værdsætte det, der ikke kan tælles og sættes på formel. Om menneskesind, der ikke er særligt godt rustet til at håndtere de svære følelser, der opstår, når virkeligheden overhaler vores tro på fremskridtet, på udviklingen og på menneskets opfindsomhed.

Den grundlæggende erkendelse, som klimaforandringernes altomfattende perspektiv sætter i relief, er, at de problemer vi som art har skabt for os selv, bunder i den måde vi tænker på, den verden vi opfatter, og den relation vi har til naturen. Kort sagt, i indre processer. Derfor bør bæredygtighed og grøn omstilling ikke bare handle om ydre omstændigheder som nye energikilder, ny teknologi og nye organisationsformer. Vi bliver nødt til at være anderledes, hvis vi vil skabe en anderledes verden. Det er selve vores verdensbillede, vores natursyn og vores selvopfattelse, der må omstilles, hvis vi skal gøre os håb om at bevare fungerende fællesskaber og samfundsstrukturer på en varmere planet.

Klimaforandringernes ufattelighed og uvirkelighed stiller dybe spørgsmål til den dannelse, der skal klæde unge mennesker på til at håndtere den tid, der kommer. Den systemkrise, der udfolder sig på globalt plan lige nu, kalder på en dannelse, der er i stand til at ruste fremtidens voksne til at håndtere begrænsninger, uvished, tab af kontrol og problemstillinger, der ikke har én løsning. Vi må spørge os selv, hvilke dannelsesidealer, metoder og praksisser, der kan bringe unge mennesker på sporet i en verden, hvor menneskehedens aftryk på Jorden er blevet lig en planetær geologisk faktor.

Opmærksomhed, naturens sprog og det systemiske blik
En dannelse, der kan forberede unge mennesker på at navigere i de udfordringer og omvæltninger, som kommer til at karakterisere det 21. århundrede, bliver nødt til at oplyse den blindhed overfor livets forbundethed, der har ledt os ind i klimaforandringernes virkelighed. Vi må forstå, hvordan vi er faldet ud af vores indlejrethed i naturen. Og det kræver i første omgang, at vi dyrker de før-faglige færdigheder, der er nødvendige for at kunne være nærværende og opleve klarhed; for at kunne sanse vores omgivelser og forstå de relationer vi har med hinanden og verden.

I højskolen bliver en forkortet udgave af Meïr Goldschmidts formulering af dannelsesbegrebet ofte taget op, når talen falder på dannelse: “dannelse som den udviklede evne til opmærksomhed”. Opmærksomheden er indgangen til læring, til sansning, refleksion og abstraktion. Dannelse forudsætter, at vi er i stand til at være nærværende og beherske vores opmærksomhed – og det er ikke nødvendigvis ligetil i samfund, hvor den personlige opmærksomhed er blevet en kampplads for markedskræfterne. Som højskolelærer oplever jeg, hvor presset nærværet kan være i en verden, hvor opmærksomheden konstant flyttes fra ét til noget andet.

Den udviklede evne til opmærksomhed på vores relation til naturen må være en hjørnesten i fremtidens dannelse. Det kræver både oplevelse af og erkendelser i naturen, men også refleksion over, hvordan og hvorfor vores forhold til naturen er, som det er. Opdagelsen af naturens grundprincipper er grundlaget for, at vi kan genkende og genfinde vores plads i Jordens system. Både videnskaben og visdomstraditionerne fortæller os, at naturens principper er rundet af et holistisk og systemisk kosmos, hvor alting er forbundet og indbyrdes afhængigt (se fx Capra, 1975). Forståelsen af sammenhængene imellem de ting, vi konsumerer, og den natur, de kommer af, er afgørende for, at vi kan forstå, hvordan årsag og konsekvens er koblede – og dermed for, at vi kan træffe gode valg for vores fælles fremtid.

De fleste af os er desværre analfabeter, når det gælder naturens sprog. Naturen og vores relation til den er stort set udgået af pensum og gledet ud af vores dannelse, med mindre man specialiserer sig indenfor biovidenskab. Det er lettere for mange af os at genkende logoerne på de brands vi omgiver os med, end det er at identificere skovens træer. Vi mangler nogle grundlæggende færdigheder for at kunne tyde naturens mønstre. Vi bør træne vores økolitteracitet (i mangel på et bedre ord på dansk). På engelsk kaldes det ecoliteracy og er ganske enkelt evnen til at forstå de naturlige systemer, der gør liv på Jorden muligt. Vi bør altså opøve vores oplevelse og forståelse af at indgå i kredsløb med alle andre levende væsner og systemer på Jorden.

I økologiens verden er den økologiske bæreevne eller bærekapacitet et udtryk for den grænse, et økosystem sætter for en arts udbredelse. Det er en flydende grænse, der først og fremmest afhænger af, hvor meget føde, vand og plads, der er til rådighed for en given art – selvom vejr, klima, geologi og i sidste ende evolutionens epokale krumspring også har noget at skulle have sagt. Vi mennesker har igennem årtusinderne formået at skubbe til klodens bæreevne for vores egen art ved hjælp af snilde, teknologi og dominans. Men i tidens løb har vi glemt nogle af de grundlæggende begrænsninger, som vores forfædre skubbede til – begrænsninger der stadig gælder og kun er sat ud af kraft på lånt tid.

For at lære de begrænsninger at kende og indrette os derefter bliver vi nødt til at lære om økologi, om evolution, om naturens sprog og om Jordens system. Det er ikke bare en naturvidenskabelig opgave eller et fagligt anliggende. Det er et spørgsmål om at omfavne det systemiske blik på livet, som i øjeblikket spirer frem i forskellige vidensfelter (se fx Capra & Luisi, 2016). Det er en forståelse, som vedrører alt fra, hvordan vi får mad på bordet, og måden vi indretter vores infrastrukturer på, til vores syn på sundhed og forståelse af os selv og hinanden. Vi mennesker er i os selv økosystemer, der har det bedst, når det konsortium af arter, der udgør vores kroppe, er i balance. På præcis samme måde bør vi indgå i relationer til de større systemer, vi er en del af, uden at bringe dem ud af balance.

Ligesom man må træne øjet for at se en sammenhæng, hvor man kun ser enkeltstående punkter, kræver det øvelse at se og tænke systemisk om noget så enormt og uhåndgribeligt som klimaforandringerne og omstillingen af de fysiske og mentale infrastrukturer, der understøtter tilværelsen. Og derfor må fremtidens dannelse i lige så høj grad dreje sig om metode og praksis, som den må handle om teoretiske betragtninger.

Eksperimenter med bæredygtig dannelse og væredygtighed
På højskolerne findes der efterhånden mange eksempler på undervisning, der tager udgangspunkt i bæredygtighed, og som sigter imod det, der forsøgsvist er blevet kaldt bæredygtig dannelse. Det er et “dannelsesprojekt, som tager udgangspunkt i, at dette århundredes store udfordring er omstilling”, som “styrker forbundetheden mellem alle levende systemer på jorden” og “skaber et begrebsmæssigt, etisk og eksistentielt kompas, der kan pege frem mod et bæredygtigt samfund” (Graugaard, Scherfig, & Birk, 2019). Dette omrids af en dannelse, der udvikler evnen til opmærksomhed på forholdet imellem mennesker og natur, kan måske bruges som afsæt for pædagogiske tiltag, der åbner for forståelsen af livets forbundethed – også udenfor højskolen.

Men en “bæredygtig” dannelse må nødvendigvis være eksperimenterende og åben, for selve det videns- og eksistensgrundlag, vi som undervisere er uddannede i og på, er i skred. De metoder, løsningsmodeller og tænkemåder, vi er skolet i, er højst sandsynligt utilstrækkelige i den globale systemkrises grænseoverskridende og -nedbrydende kontekst. Bæredygtighed er et begreb, hvis betydning kan være uklar, og som bruges af mennesker med modsatrettede holdninger og syn på samfundets udvikling (Graugaard, 2014). Her kan ideen om væredygtighed være en vigtig indgang til at arbejde med de indre processer, der ligger til grund for den grønne omstil- ling. De 8 væredygtighedsmål beskriver fx præcist færdigheder og kompetencer, der kan hjælpe med at belyse forholdet mellem mennesker og natur.

I min egen praksis som underviser på Ry Højskoles horisontlinje har jeg de sidste år arbejdet med tre forskellige tilgange til at udvikle evnen til opmærksomhed på vores relation til naturen. Først og fremmest har det været vigtigt at anskue oplysning som noget, der kan forstås med kroppen og ikke bare med hovedet. Udfordringen har været at gøre den globale opvarmning sanselig for at undgå fornemmelsen af klimaforandringerne som noget abstrakt og komplekst, der finder sted i rumlige og tidslige dimensioner, som er umulige at forholde sig til. Klimaforandringerne er, med Timothy Mortons begreb, et hyperobjekt, man kan beregne og studere, men som det er umuligt at observere direkte (Morton, 2015).

For at gøre den globale opvarmning konkret, må den også gøres forståelig for sanserne og kroppen. Derfor bruger vi i mit fag Kloden Kalder (se www.klodenkalder.com) tid på at lytte til klodens lydlandskaber for at prøve at forstå, hvordan lyden af naturen har ændret sig de sidste 50 år. Som en introduktion til feltet soundscape ecology laver vi forskellige lytteøvelser og hører historien om soundscape ecologist Bernie Krause og hans enorme arkiv af lydoptagelser, hvor mere end halvdelen af de lydlandskaber, han har optaget, er forsvundet. Vi følger fx også fotografen James Balog på hans mission med at fotografere den nordlige halvkugles gletsjere og hører om antropologen Wade Davis’ rejser rundt i etnosfæren. Kort sagt, vi lærer om de globale forandringer i naturen igennem historier om de mennesker, som oplever forandringerne i frontlinjen.

Dernæst undersøger vi klimaforandringerne som noget, der ikke bare handler om “miljøet”, men som i lige så høj grad handler om kultur: Historisk set drejer den globale opvarmning sig om nogle specielle aktiviteter foretaget af en bestemt slags mennesker med et særligt syn på naturen og på deres rolle i den. Udfordringen er som underviser at kaste lys på vores forbindelse til naturen og perspektivere de ideer, værdier og handleformer, der kendetegner forbrugskulturens syn på naturen, som noget, der eksisterer separat fra mennesket. Det drejer sig altså både om at skabe økolitteracitet og om at undersøge, hvorfor vores (tanke)verden er sammensat på en måde, som gør, at vi synes det er normalt at udnytte og ødelægge naturen.

Endelig har det været vigtigt at iværksætte fælles undersøgelser af alternativerne til forbrugssamfundet. Hvis klimaforandringerne udelukkende betragtes som en global problemstilling, indsnævres det personlige handlerum væsentligt. Der ligger derfor en betydelig opgave i at gribe emnet an igennem mindre eksperimenter og lokale initiativer, der både er vedkommende, og hvor resultaterne af handling er tydelige. Vi laver fx vores egen sæbe; dyrker østershatte på skolens kaffegrums; holder bier; ser hvordan man bygger og bor bæredygtigt; graver og dyrker Omstilling Rys skovhave; og besøger nogle af de mange pionerprojekter som foregår rundt i landet.

Indimellem det fagmateriale jeg underviser i og de praktiske eksperimenter vi laver, skal der også være plads til samtalerne om den svære fremtid, til at stå i uvisheden og til at mærke både naturen og kulturerne, der forsvinder i denne tid. Set i et naturhistorisk perspektiv er det 21. århundrede begyndelsen på forandringer, som vil præge menneskeheden, naturen, livets grundvilkår, de næste mange hundrede år. Den globale opvarmning er en virkelighed, vi endnu ikke helt har forstået, og det er en forståelse mange ikke bare kan tænke sig til eller overskue. Det kræver opmærksomhed, mod og vilje at lade det uoverskuelige og ukontrollerbare få plads i ens liv.

Uvished er et grundvilkår, som vi skal lære at navigere i og leve med i de næste årtier – også som undervisere. Der ligger en fundamental og nødvendig læring i at kunne trives fagligt, socialt og eksistentielt under uvisse omstændigheder. Evnen til at være nærværende, opmærksom og kunne improvisere, tænke kreativt og afprøve nye perspektiver kan meget vel blive afgørende for, om fremtidens mennesker trives i de forandringer, der kommer. Det handler ikke bare om at blive “omstillingsparat”, men om at “leve spørgsmålene nu”, som digteren Rainer Maria Rilke tilråder: “for så en dag langt ude i fremtiden, gradvist og uden at bemærke det, at leve sin vej ind i svaret” (Rilke, 2001).

Fremtidens dannelse er bæredygtig: Den gør mennesker i stand til at indgå i relation med naturen og Jordens system, som en integreret del uden at skabe ubalance, forurening og utilsigtede “eksternaliteter”. Den gør samfund i stand til at organisere sig efter de almengyldige principper, som gælder livets udfoldelse. Og det vil sige, at fremtidens dannelse er væredygtig, for det er kun, hvis vores mentale infrastrukturer omstilles, at vi kan skabe en ydre verden, hvor vores menneskelige tilværelse ikke opretholdes på bekostning af alle de andre væsner i livets fællesskab.

Referencer
Capra, F. (1975). The Tao of Physics. London: Wildwood House. Capra, F. & Luisi, P. L. (2016). Liv, system, helhed: Det levende som system – en syntese. København: Forlaget Mindspace.
Graugaard, J. (2014). Transforming Sustainabilities: Grassroots Narratives in an Age of Transition. Norwich: University of East Anglia.
Graugaard, J., Scherfig, T., & Birk, K. (2019). Lærere: Gør bæredygtig dannelse til højskolernes hovedsigte. Højskolebladet.dk.
Morton, T. (2015). Introducing the Idea of ‘Hyperobjects’. Hcn.org.
Rilke, R. M. (2001). Breve til en ung digter. Roskilde: Batzer & Co.