Opmærksomhedens pris

Denne tekst er skrevet til Skriftet 2018 som er udgivet af Ry Højskoles Elevforening

De der beskæftiger sig med markedsføring, sociale medier eller andre dele af opmærksomhedsøkonomien ved, at dét at du læser disse ord lige nu har enorm værdi. Ikke i den forstand at der er noget ved disse ord eller denne tekst der kan give dit liv noget du ikke har i forvejen. Eller fordi du vil erfare en særlig oplysning eller fornøjelse igennem læsningen. Men fordi du giver din tid til det at sidde med dette skrift i hånden og forbinde dig med dét Skriftet står for. Med den ånd der eksisterer i elevforeningen, i Ry Højskole. Måske endda med højskolen som bevægelse, med dét den sigter imod. (Hvad end det er!)

Måske har du egentlig ikke tænkt dig at forny dit medlemskab af elevforeningen. Måske føles Ry Højskole lidt langt væk lige nu. Og højskolebevægelsen længere væk. Men det er i og for sig ikke så vigtigt. Lige nu sidder du her og læser disse ord. Det er nok. Din opmærksomhed har allerede dvælet ved denne tekst i omkring 30 sekunder – og endnu længere ved hæftet du sidder og stirrer ned i. Det kunne tælles i kroner og ører, hvis man havde et præcist nok billede af, hvor mange timers læsning denne udgave af Skriftet sammenlagt får.

Vores opmærksomhed er blevet en kampplads for markedskræfterne. Det er ingen nyhed at reklameindustrien i over et halvt århundrede har kigget dybt ned i den menneskelige psykologi for at påvirke vores bevidsthed med billeder, symboler og slogans. Reklamer er efterhånden så flettet ind i vores kultur at det er blevet svært at skelne kunst fra product placement. Det har virket.

Tænk bare et kort øjeblik på Duracell-kaninen… Hvis du nogensinde har set den reklame, har du netop oplevet en lyserød plyskanin tone frem for dit indre blik. Nærmest per automatik og ganske ufrivilligt. Når først et billede er plantet i din hukommelse, er det umuligt at slette igen. Og målet med disse billeder og slogans er jo ikke bare at servicere dine behov, men at skabe og forme dem. Vi inkorporerer brands i vores sprog (som når ”Google” bliver et verbum), bruger reklameslogans til at beskrive vores følelser (”just do it”) og identificerer os selv med mærkevarer, hvad enten det gælder vores udseende, kropslugt, madvaner eller sexliv.

Reklamepsykologiens formel på profit har været ret enkel: opmærksomhed – interesse – begær – handling. Da det først og fremmest gælder om at lokke din opmærksomhed hen på produktet der annonceres, går reklamefirmaer langt for at fænge din interesse. I markedets termer er din opmærksomhed en knap ressource, som skal fængsles og fortrylles for få dig til at handle og gøre produktet en del af dit liv, hvor flygtigt det så end bliver.

Med muligheden for at være online 24/7 er markedet trængt endnu længere ind på livet. For jo længere kommercielle online platforme som Facebook, Instagram og Twitter er i stand til at holde din opmærksomhed fikseret imod skærmen, jo flere penge tjener de. Der er en grund til at Facebook bruger farven rød til det lille symbol for notifikationer øverst i højre hjørne: rød tiltrækker din opmærksomhed. Det er ikke tilfældigt at stort set alle sociale medier har inkorporeret ”pull-to-refresh” funktionen, selvom den er komplet unødvendig: den giver dig samme følelse som når du sidder foran en enarmet tyveknægt. Jo mere tid og jo flere klik, jo flere penge er der at hente fra annoncører. Kombineret med en detaljeret kortlægning af dine digitale vaner, kan de rigtige billeder skræddersys til lige præcis din underbevidsthed.

Lad mig her slå fast at dette ikke er en klagesang. Jeg er stor(for)bruger af internettet og sætter pris på muligheden for at holde kontakten med mine venner der mestendels bor langt væk fra Ry. Jeg mener sociale medier har et kæmpe potentiale som oplysende, bevidsthedsudvidende og frihedsskabende institutioner i et demokratisk samfund.

Der er bare dét, at når forretningsmodellen for online platforme afhænger af at fastholde din opmærksomhed så længe som muligt, ja, så bliver din digitale verden mineret med opmærksomhedsfælder som i sidste ende kræver, ikke bare din tid, men din evne til nærvær og tilstedeværelse. For det er dét, der er på spil.

Grundlæggeren af Santa Barbara Institute for Consciousness Studies, B. Alan Wallace, har bemærket at ”[v]ores evne til opmærksomhed påvirker os på utallige måder. Selve vores opfattelse af virkeligheden er tæt forbundet med, hvor vi fokuserer vores opmærksomhed. Kun det vi giver opmærksomhed synes virkeligt, hvorimod det vi ignorerer – ligegyldigt hvor vigtigt det end kan være – synes at tone ud i ubetydelighed.”

Det vi ikke er opmærksomme på, er naturligt nok ikke lige så præsent for os som det vi giver opmærksomhed. Men hvad betyder det, når vi konstant bliver foranlediget til at afkode nye budskaber fra vores omverden? Det er jo ikke muligt at dele vores opmærksomhed i to, den kan kun blive enten dybere eller mere overfladisk. I den virtuelle verden, som aldrig sover, bliver vores opmærksomhed nemt fragmenteret af den konstante strøm af emails, beskeder, notifikationer og nyheder.

Kender du følelsen af at have surfet en time på internettet og ikke rigtig vide, hvad det egentlig er du har læst eller set? Eller at dine faneblade lige pludseligt er blevet komplet uoverskuelige fordi der er så mange af dem? I jo flere retninger vi kigger, jo mindre oplever vi, hvor vi er her og nu.

Ligesom natsværmere instinktivt drages mod lyset i aftenmørket, er skærmens skær en magnet for vores opmærksomhed. Og når vi hopper, scroller eller klikker videre fra en ting til en anden, vænner vi os til konstant at flytte opmærksomheden. Samtidig øver vi i mindre grad den slags opmærksomhed der skal til for at skabe fordybelse og oplevelse af flow. Set i det lys handler online distraktion ikke bare om at bruge vores tid eller data til at tjene penge, den forringer vores evne til at give de nære eller vigtige ting den opmærksomhed de behøver.

Vi er kun lige begyndt at forstå konsekvenserne af en kommercialiseret digitaliseret verden for vores evne til opmærksomhed (for slet ikke at snakke om vores daglige vaner, den offentlige debat, vores selvopfattelse og vores selvværd). Når man tager de kræfter der er på spil i reklameindustrien, medieverdenen og det politiske landskab i betragtning, gør vi klogt i at værne om og skærpe vores opmærksomhed. For hvor du retter din opmærksomhed er ikke bare et spørgsmål om at observere verden. Hvis Wallace har ret, så skaber din opmærksomhed selve rammen for din oplevelse af virkeligheden. Den skaber på den måde din verden.

Det er selvsagt farligt, når evnen til opmærksomhed forringes. Hvis ikke vi er frie til selv at bestemme, hvor eller hvem vi vil give vores opmærksomhed, skrider grundlaget og præmissen for det demokratiske samfund. Så kan vi jo ikke længere godtage at folk handler på oplyst grundlag og kan tage myndige valg. At den offentlige debat er væsentlig. Og så ender vi jo bare med at købe ting ingen har brug for, at lade politikerne sælge ud af vores fælles goder, at gå i krig på falsk grundlag eller diskutere ligegyldige emner igennem en hel valgkamp…

Det er samfundets, og også højskolens, grundværdier der kommer i spil når friheden til opmærksomhed kommer under pres. Jeg vil vove at påstå at den digitale revolution har forandret selve opmærksomhedens infrastruktur. Og at vi knapt har bemærket det. Derfor tror jeg heller ikke at digital dannelse er nok til at kunne begå os i en verden, hvor vi er online hele tiden. Vi må aktivt træne vores opmærksomhed.

I Meïr Goldschmidts formulering er dannelse evnen til udviklet opmærksomhed. Dannelse forudsætter at vi er i stand til at beherske vores opmærksomhed. I den forstand er markedsgørelsen af vores opmærksomhed ikke bare undergravende for den demokratiske udvikling, den er et angreb på evnen til læring og selvudfoldelse. Derfor er det heller ikke uvæsentligt, hvordan verden kalder på vores opmærksomhed. Det kan bogstaveligt talt gøre en verden til forskel.

Hvis opmærksomheden er indgangen til handling, er det jo særligt vigtigt at vi er i stand til at holde opmærksomheden på det der brænder lige nu. Selvom det er svært og vi måske aldrig finder de svar vi ønsker. For faren er, at vi en dag vågner op i en verden vi ikke længere hører til og spørger os selv om vores hjerter blev dannet i søvne?