Fremtiden er aflyst

”Fremtiden er aflyst” var et foredrag jeg holdt på Ry Højskole, 04.10.17. Denne tekst er genskabt ud fra en optagelse fra aftenen og har derfor et mundtligt præg – dele af oplægget var skrevet på forhånd imens noget af det var i noteform. Billedmaterialet er fra det slideshow jeg brugte til foredraget. Jeg deler gerne optagelse, slideshow og kildehenvisninger.

Det er forholdsvist let at aflyse fremtiden, for den eksisterer jo ikke. Fremtiden, set som de forventninger vi har om tiden og frem i tiden, er ikke andet end forestillinger om, hvordan verden vil se ud lidt senere end nu. Disse forestillinger kan være mere eller mindre velbegrundede, men uanset hvor god grund vi har til at forvente noget vil ske, må vi altid lade en sprække stå åben for det uvisse, det usikre og det kaotiske.

Der er selvfølgelig en lang række forventninger til fremtiden vi med god grund kan tage for givet – at solen står op i morgen, f.eks. Men ser man på, hvordan fremtiden så ud for 10 år siden, kan vi fornemme at fremtiden konstant forandrer sig og bliver noget andet end det vi troede den var.

Går man 50, 100 eller 200 år tilbage, er mange af de omstændigheder vores forfædre tog for givet forsvundet som dug for solen i dag. Og ser man på hastigheden af de forandringer der er sket, er det helt centrale og slående faktum at forandringer er sket med større og større hast. Havde man spurgt min tip-tip-tip oldefar som barn, hvordan hans liv ville udfolde sig, kunne han sikkert svare ret præcist, hvilket arbejde og hvilken indkomst han ville få, hvor i verden han ville bo og hvilken social status og omgangskreds han ville have. Spurgte man min bedstefar, ville han nok også have en ret klar idé om sådanne omstændigheder.

Min far, på den anden side, havde nogle radikalt andre tanker og forestillinger om fremtiden end hans far havde. Og jeg har selv ændret min levevej så mange gange at det nogle gange kan føles som mit liv her i Ry er det syvende jeg lever. En af de historier jeg kan huske de voksne snakkede om da jeg var barn, var det med at min årgang, 1983, var én af de mindste nogensinde.

Og derfor behøvede jeg ikke at bekymre mig, for i fremtiden ville der være så mange jobs at der nærmest var frit valg på alle hylder. Statistikken siger godt nok at arbejdsløsheden er faldet et par procent siden jeg blev født, men i dag, hvor mange af mine højtuddannede venner går rundt og leder efter arbejde, eller bare tager, hvad de kan få, er det klart at historien om frit valg på arbejdsmarkedet var fiktion. Ligesom den forestillingsverden der fulgte med den historie.

Det virker som om at samtidig med at forandringer sker med større hast, er fremtiden blevet sværere og sværere at forestille sig. Videnskaben, økonomien, og den politiske virkelighed buldrer afsted, samtidig med at konsekvenserne af teknologien, de finansielle markeder og den neoliberale verdensorden virker mere og mere uoverskuelige. Nogle dage virker det som om at fremtiden hele tiden ankommer hurtigere og hurtigere. Jeg synes det er næsten umuligt at sige noget om, hvordan den verden min søn skal være voksen i kommer til at være.

Hvorfor føles det sådan? Det er selvfølgelig noget vrøvl at sige at fremtiden ankommer hurtigere i dag end for 200 år siden, men man kan måske med rette sige at konsekvenserne af fortiden kommer hurtigere. Vi er på meget få år, set i et historisk perspektiv, gået fra at være et landbrugssamfund til at være en del af en global, industriel civilisation som teknologisk og ressourcemæssigt har skabt grundlaget for en velstand, som bevirker, at der er blevet mange flere af os – samtidig med at vi lever meget længere og har en livsstil som gør større og større indhug i naturen.

I år 1500 var der omkring 0,5 milliard mennesker på kloden. Ved indgangen til det 20. århundrede var der 1,6-1,7 milliarder mennesker, og i dag er der blevet næsten 7,5 milliarder af os. Det vil sige, at der i verden er lige omkring 5 gange så mange mennesker på jorden som dengang jeres bedsteforældre og oldeforældre blev født.

De konsekvenser en art, der tæller 7,5 milliarder og besidder højteknologisk landbrug og maskiner, der kan hive olie op af undergrunden flere kilometer under havets overflade – de konsekvenser den har på jordkloden, er naturligvis radikalt anderledes end en art på 500 millioner, der dyrker jorden med hest og plov. Og det er en udvikling der, set i sammenhæng med hele menneskehedens historie, som spænder 200,000 år eller mere, alt efter hvem man spørger, bare er få tusindedele af vores tid her på jorden. Hvis vi tænker på de sidste 200,000 år som 365 dage, så er 500 år ikke engang én dag.

Lad os forestille os menneskehedens historie som et år. Så er vi altså d. 31. december stået tidligt op og holdt et gilde uden lige – vi har på årets sidste dag, brugt så mange ressourcer at det vil komme til at definere hele det næste år der kommer. Ikke bare for os selv, men for resten af livet på jorden. For de forandringer vi som art har skabt i løbet af de sidste 500 år, har meget få paralleller i jordklodens historie. De få sammenligninger der findes, peger på at den verden vores art er vokset op i og er tilpasset, kan forsvinde i løbet af d. 1. januar i det nye år vi går i møde.

Det lyder dramatisk og det er det sådan set også. Vi skal huske at vi nu har de store briller på og ser på fremtiden i det store perspektiv. Og som jeg lagde ud med at sige, må vi altid lade en sprække stå åben for det uvisse, det usikre og det kaotiske. Men alt hvad jeg fortæller i aften er forankret i den videnskabelige litteratur og lægger sig op af, hvad nogle af de mest fremtrædende og klogeste forskere går og tumler med.

Den stigning i koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren der foregår lige nu sker med en hast der aldrig er set før, når man kigger på det vi ved om jordens klimatiske historie. Fra omkring 10,000 år siden og frem til midten at det 18. århundrede lå koncentrationen af CO2 på omkring 280 ppm. Siden industrialiseringens begyndelse er niveauet af CO2 i atmosfæren nået op over 400 ppm i dag.

Så høj har koncentrationen ikke været i mere end 3 millioner år – og dengang var klodens middeltemperatur 3 grader varmere end i dag, med sommertemperaturer i Arktis op til 10 grader varmere end i dag. Det lyder måske ikke umiddelbart af så meget, men det var en klode hvor vandstanden i verdenshavene var 15-25 m højere end den er i dag.

Den amerikanske professor James Hansens forskning peger på at niveauet af CO2 i atmosfæren bør holdes på 350 ppm for at bibeholde det klima vi som art er tilpasset til. Altså mere end 50 ppm under hvad vi ligger på i dag…

Hvis vi fremskriver den stigning i CO2 udledningen vi har set det sidste årti, når vi 500 ppm inden der er gået 50 år. Og hvad betyder det?

Det betyder først og fremmest at vi højst sandsynligt vil have forbigået chancen for at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse på under 2 grader. Og 2 grader er som mange af jer nok ved, den grænse det internationale samfund har vedtaget som værende ”sikker”. Selvom det selvfølgelig ikke betyder sikkerhed for de 21,5 millioner mennesker som hvert år bliver fordrevet af oversvømmelser, skovbrande, storme og ekstreme temperaturer.

Det er svært at forholde sig til en abstraktion som er så uhåndgribelig som middeltemperaturen på kloden. Og i aften handler det ikke om klodens geofysiske fremtid, for jeg har jo aflyst den, fremtiden.

Men i store overskrifter kan jeg fortælle at ved 2 grader vil langt de fleste af verdens koralrev blegne og forsvinde, biodiversiteten vil falde drastisk da mange arter ikke vil kunne tilpasse sig, verdenshavene vil stige 1 m, vejret vil blive endnu mere ekstremt, der vil blive større ressourceknaphed på f.eks. ferskvand og vi vil ikke kunne producere føde i de mængder vi gør i dag.

Det lyder måske stadig abstrakt eller uhåndgribeligt. Men det er altså ting vi vil se begyndelsen på i løbet af jeres levetid. Det vil sige at jeres børn, hvis I får sådan nogle, måske vil vokse op i en verden uden koralrev, uden næsehorn, tigre eller bjerggorillaer.

Vi kan allerede mærke det: 2016 var 1,1 grad C varmere end den før-industrielle tid, og bød ifølge forsikringsselskabet Aon på 315 naturkatastrofer, hvoraf de fleste var relateret til ekstremt vejr og klimaændringer,

såsom oversvømmelserne i Kina, USA og Europa, orkanen Matthew der hærgede Caribien og den amerikanske østkyst, de store skovbrande i Canada og tørke i Sydøstasien og Afrika. Uanset hvor vi kigger hen i verden kan vi se konsekvenserne af fortidens forurening manifesteret i vejrkatastrofer og ødelagt natur.

Selv hvis vi stoppede med at udlede CO2 i morgen, ville vi være tvangsindlagt til en stigning på 1,5 grad fordi verdenshavene optager varme meget langsomt – en varme som den også vil afgive langsomt i løbet af de næste årtier. Det betyder bl.a. at havbiologerne forventer at 90% at verdens koralrev vil være forsvundet om 33 år. Vi har allerede mistet halvdelen af koralrevene. Det ser altså ikke godt ud.

En artikel der blev publiceret i Nature i sommers beskrev vores chancer for at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader indenfor dette århundrede som værende 5% – og at vi højst sandsynligt vil nå 3,2 grader i 2100. Ifølge den internationale sammenslutning af klimaforskere, IPCC, kan vi forvente helt op til 4.8 grader ved udgangen af dette århundrede, hvis vi bliver ved med at accelerere udledningen af kuldioxid.

Og problemet med 2 grader er at det bliver svært at stabilisere jordens temperaturstigning – man kan sagtens forestille sig at termometeret bare fortsætter derudaf. Der findes nemlig en lang række klimamekanismer på kloden som, når de først er ude af balance, er i fare for at forstærke sig selv og løbe løbsk. Dette er de famøse ”tipping points”, som I sikkert har hørt om.

Den her oversigt I ser bag mig peger altså på nogle af de steder på kloden det er værd at holde øje med de næste år. Og uden at tvinge jer ud i en rundtur i klodens klima vil jeg kort fortælle jer én af de her historier som et eksempel på hvad et ”tipping point” betyder.

Da jeg startede med at læse min masters i klimaændringer i 2008 var én af de ting man snakkede om muligheden for at den sibiriske permafrost ville smelte og afgive en stor mængde metan til atmosfæren. Metan er en drivhusgas der er 86 gange så potent som CO2, hvis man måler hvor meget varme metan molekyler i gennemsnit optager over en 20 årig periode.

Den sidste IPCC rapport var udkommet i 2007 og advarede om at afsmeltningen af den sibiriske permafrost var accelereret i de sidste årtier, men der var ingen klimamodeller eller prognoser inkluderet. De dynamikker der er involveret i afsmeltningen af permafrosten er komplicerede og svære at bygge modeller over. Men det var lige omkring den tid, hvor en række foruroligende studier blev publiceret.

Permafrost er områder der årligt ligger under frysepunktet og sådanne områder dækker omkring 25% af den nordlige halvkugle. Når permafrosten smelter begynder det organiske materiale der ligger dernede at forrådne og mikroorganismerne i jorden begynder at æde løs. Hvis der ikke er ilt til stede producerer disse mikroorganismer metan, som siver op igennem jorden og ud i atmosfæren. Samtidig er der deponeret store mængder metan i den frosne havbund og landjord.

I løbet af de sidste 10 år er vi begyndt at se foruroligende tegn på at permafrosten tør langt hurtigere end vi havde forventet for da jeg begyndte at studere klimaændringer.

Rundt omkring i Sibirien hører man historier om lyden af eksplosioner ude fra tundraen og man har fundet kæmpemæssige kratere med spor af metan på bunden. Det største er over 1 km langt og 86 m dybt, og det udvider sig stadig. Undersøgelser viser at der findes over 7000 metanbobler nede i jorden som ligger og venter på at eksplodere. Nye studier viser at metan fra permafrosten i Sibirien lækker omkring 200 gange hurtigere end hvad der var normalt i løbet af det 20. århundrede.

Der ligger sandsynligvis mindst 1400 Gt kulstof i form af metan i den arktiske permafrost. Nogle forskere forventer at 50 Gt af denne deponering kan udledes nærmest når som helst. Og det svarer altså til 1,5 gange så meget som vi mennesker udleder globalt på et helt år.

Permafrosten i Sibirien er inde i en cyklus, hvor mere metan bidrager til en varmere atmosfære som bidrager til mere afsmeltning og metan som bidrager til en varmere atmosfære – det man kalder en positiv feedback mekanisme. Et ”tipping point” er det punkt, hvor denne proces er uigenkaldelig og det ikke længere er muligt at stoppe den.

Og klimaforskere forventer altså at der findes en lang række af sådanne tipping points som vi meget vel kunne passere, hvis temperaturen stiger 2 eller 3 grader i dette århundrede. Det vil sige at 2 grader så ikke betyder 2 grader, men måske 3, 5 eller 10 grader inden temperaturen på kloden stabiliseres igen.

Det er derfor ikke alt for højtravende at sige at det 21. århundrede er helt afgørende for, hvordan livet på kloden kommet til at se ud de næste 200,000 år.

Jeg håber I begynder at sidde med en fornemmelse af at det ikke er bare et retorisk påfund at aflyse fremtiden. Nu ved jeg ikke præcist, hvilke historier om fremtiden I er vokset op med, men jeg gætter på at de ikke ligger så langt fra min historie om årgang ’83. I hvert fald kan jeg genkende aspekter af den historie i mange af de fortællinger om fremtiden vi hører i den offentlige debat, hvor de helt overordnede overskrifter stadig er vækst, udvikling og fremskridt. Det virker jo nærmest absurd at tale om fremtiden som fremskridt i lyset af den smeltende permafrost i Sibirien.

Dette rejser et spørgsmål som jeg mener er helt centralt for hvilken fremtid vi går i møde: Hvorfor er vores tankeverden sammensat på en måde som gør at vi synes det er normalt at ødelægge naturen?

Sagt på en anden måde: hvorfor lever vi i en verden, hvor det er normalt at bruge en dingenot til at kommunikere som er direkte forbundet med ekstrem vold, borgerkrig og børnearbejde?

Eller: Hvorfor er konsekvenserne af helt centrale, men hverdagsagtige handlinger og valg usynlige for os?

Spørgsmålet kan stilles på mange måder, men humlen er at det vi oplever som normalitet og hverdag kommer på bekostning af resten af livet på kloden. Vi er så store analfabeter når det kommer til økologi at konsekvensen af vores liv slet ikke slår en på lystavlen. Økologi? Det er jo noget man kan købe i Kvickly. Vi lever i en kultur som er ude af stand til at afkode årsagen til de konsekvenser vi ser udfolde sig rundt på kloden lige nu. Og indtil videre har jeg kun snakket om klimaet og slet ikke berørt krigen mod terror, hungersnød eller ulighed.

Hvis I kan godtage mine observationer indtil videre, så står vi ved en kendsgerning: klimaforandringerne handler ikke om miljøet, men om kultur. For at gøre noget ved klimaet skal vi altså kigge ind af og finde ud af, hvorfor vi er analfabeter når det gælder naturen. Når vi kigger på kultur må vi hver især se på os selv, men vi bliver samtidig nødt til at forstå de større sociale sammenhænge og fortællinger som har formet os.

Her er fremtiden et godt sted at starte, for de historier vi fortæller om fremtiden reflekterer de værdier og mål vi har i nutiden. Og den helt store fortælling om fremtiden, som vores civilisation har produceret, er at fremtiden er et bedre sted at være. Igennem hårdt arbejde, opfindsomhed, oplysning, teknologiske landvindinger og økonomisk vækst bliver verden et bedre sted for os alle sammen. Og med til historien om at fremtiden bliver bedre end nutiden, hører historien om at nutiden er bedre end fortiden. Vi devaluerer konstant det forgangne blot fordi det ”hører fortiden til”. Vi må jo følge med udviklingen. Den er der ikke nogen der kan stoppe. Kan I se hvor dybt denne historie er forankret i vores sprog og vores tankeverden?

Og samtidig er nogle af de mest uvidende, dummeste og ækleste ting blevet gjort i fremskridtets navn. Jeg tænker først og fremmest på Europas kolonisering af resten af verden: først nedslagtningen af de mennesker Europæerne mødte og sidenhen den institutionelle hjernevaskning der er foregået med det ædle formål at uddanne de stakkels ”vilde”. Men jeg tænker også på udviklingen af større og mere ”effektive” våben, den afhængighed vi har skabt af fossile brændstoffer og den teknologi som vi langsomt begynder at transformere vores gener og kroppe med. Vi lever i en verden blandt cyborgs, hvor ”chip parties” er blevet hippe – altså festlige ritualer, hvor arbejdere får indopereret elektroniske chippe i deres kroppe.

Jeg tror det frontalangreb vores civilisation er i gang med på naturen skal forstås i sammenhæng sådanne udviklinger, der på den ene eller anden måde sker i fremskridtets navn. Hvis man skal forstå, hvor hårdt greb denne historie har om vores liv, kan vi kigge på fremskridtets modfortælling: kollapset og den totale negation af fremskridtet. Se f.eks. på den lange række af dommedagsfilm, der er kommet ud af Hollywood i løbet af det sidste årti, som fortæller at det modsatte af fremskridt er totalt kollaps. Det er en enten-eller logik, som egentlig har samme narrative struktur som fremskridtshistorien – bare med omvendt fortegn. Det totale kollaps er altså stadigvæk en del af fremskridtets meta-narrativ.

Men hvordan skal vi forholde os til at vi lever i en kultur, hvor de historier der danner rammen for vores liv, de koder vi bruger til at afkode verden med, er indskrevet i en meta-fortælling om fremtiden som fremskridt?

Først og fremmest må vi forstå historien som fiktion. Og man kan jo indvende at, som jeg selv lige har sagt, så er alle historier om fremtiden en fiktion, men så vil jeg sige at vi må skelne imellem god fiktion og dårlig fiktion. Den gode fiktion er den der oplyser vores miljø-analfabetisme og genindsætter os mennesker som en vigtig del af naturen.

Og et af de næste skridt må være at lære at genkende fremskridtsfortællingen når vi støder på den i den offentlige debat, for vi bliver tudet ørene så fulde af den, at vi næsten ikke reagerer på den længere. Vi hører politikere, økonomer og fremtrædende meningsdannere genfortælle historien om vækst og udvikling uden så meget som skyggen af en tanke for at vi lever på en planet, hvor ressourcerne ikke fortsætter i uendelighed.

Jeg tror også at vi må lære at se vores egne livsvalg i lyset af historien om fremskridtet. Hvad er det for nogle valg vi tager, hvad er det for nogle værdier vi forfølger, hvad er det vi vil med hinanden og med livet? Det er ikke fordi jeg tror vi alle sammen efterlever den amerikanske drøm, men mange af de forestillinger vi har om, hvad det gode liv er, er blevet formet af den amerikanske drøm på den ene eller anden måde. Tag f.eks. historien om at meningen med livet er at få et godt arbejde, den rigtige partner og nogle søde børn. Det er selvfølgelig alt sammen et godt mål at have i livet, men det kan ikke være endestationen.

Vi må nok også lære at leve med den uvished der ligger i ikke umiddelbart at have nogen metafortælling at støtte os op af. Hvis vi spørger ind til de værdier og de mål der har formet vores liv og begynder at stille spørgsmålstegn ved dem, så er det let at begynde at gribe ud efter en anden historie, en anden mening. Jeg tror vi i et stykke tid må prøve at leve på den ende eller anden måde uden at have en grundfortælling.

Jeg tror også vi må prøve at lære at stå udenfor en miljø-analfebetisk forbrugerkultur som på godt og ondt allerede har defineret og givet os et fællesskab. Det er et fællesskab vi næsten dagligt er en del af når vi handler, og det er svært at stå udenfor eller ikke at blive berørt af dens fortælling og idealer.

Og så må vi lære at finde og starte nye fællesskaber omkring alternative værdier og fortællinger. I den sammenhæng vil jeg tage jer med ud i et citat som jeg plejer at lægge ud med i begyndelsen af et fag jeg har, der hedder Verden Omkring Os. Det er af den nigerianske forfatter Ben Okri som bl.a. har vundet Booker prisen for hans bog, The Famished Road. I A Way of Being Free, skriver han:

”Dette er muligvis kætteri i en fragmenteret tidsalder, hvor kynismen er i højsædet: vi lever med historier, vi lever også i dem. På den ene eller anden måde lever vi historier der blev plantet i os tidligt eller hen af vejen, eller vi lever historier vi har plantet – bevidst eller ubevidst – i os selv. Vi lever historier som enten giver vores liv mening eller negerer det med meningsløshed. Hvis vi ændrer de historier vi lever med, er det muligt at vi ændrer vores liv.”

”Hvilket håb er der for den individuelle virkelighed eller autencitet når volden og ortodoksiens kræfter, de jordiske magter som består af geværer, bomber og en manipuleret offentlig mening, gør det umuligt for os at være autentiske og fuldbyrdede mennesker […] Det eneste håb ligger i skabelsen af alternative værdier, alternative virkeligheder. Det eneste håb er at turde at gen-drømme ens plads i verden – en smuk handling af selv-tilblivelse. Hvilket vil sige, at vi på den ene eller anden måde bryder igennem eller modsiger de accepterede grænser vi lever indenfor.”

”Poeten gør jorden til moder, himlen bliver et shelter, solen en uudgrundelig gud, og pragmatikerne er irriterede. De vil have at verden kun har ét navn, én form. De der modsætter sig poeterne og andre skabere af forandring er dem der nægter at se virkelighedens flydende natur, dem der ikke kan opfatte at hver individuel virkelighed er forskellig. Vores sanseapparater ligger ikke under for nogen love. Der er lige så mange verdener, som der er liv. Det er ikke dem der ikke har nogen fantasi som er problemet, for vi har alle en fantasi, få af os bruger den godt. Problemet er dem der er bange for vores forestillingsevners næsten grænselæse validitet, bange for de mennesker der konstant udvider det muliges grænser, mennesker som utrætteligt gen-drømmer verden og genopfinder eksistensen; det ukendte og det ubeskrevedes grænsefolk.”

Jeg tror vi bliver nødt til at blive den slags grænsefolk der genopfinder eksistensen i en verden, hvor klimaet løber løbsk og koralrevene uddør. Vi bliver nødt til at se realiteterne i øjnene og gen-drømme en historie om os selv som art der indrullerer os i naturens verdensorden. Verden er selvfølgelig ikke bare konstrueret af vores fortællinger, men de historier vi har om os selv og hvem vi er, om barndomsminderne, familien, fællesskaberne: venner, nation, civilisation og religion, bestemmer i høj grad hvordan vi oplever verden, hvilke værdier vi har og hvad vi synes er rigtigt og forkert. Og fremtiden er i høj grad bestemt af hvilke handlinger vores fælles historier åbner op eller lukker ned for.

Afslutningsvis vil jeg sige at disse ting er nogen jeg har beskæftiget mig med i et af mine tidligere liv som forsker, hvor jeg undersøgte et felt indenfor græsrodsinnovation. Det som jeg var interesseret i var: hvad er det der får folk til at slutte sig til projekter og initiativer som har med bæredygtighed at gøre? Hvad er det for nogle ting der tiltrækker dem? Der så jeg at det ikke nødvendigvis er teknologien eller projektet og materialiteten i sig selv, men at det lige så meget er historien det handler om.

Det undersøgte jeg teoretisk og lavede også et etnografisk studie af og med en gruppe i England som hedder The Dark Mountain Projekt. Det er et netværk af forfattere, kunstnere, videnskabsfolk, lærere, gartnere, hackere og alle mulige forskellige typer som blev draget af Dark Mountains historie om bæredygtighed. Den er oprindeligt skrevet af to personer som for omkring 10 år siden skrev et manifest, hvor de siger nogle af de her ting som jeg har fortalt lidt om omkring historien om fremskridtet. På det tidspunkt, og nu skal vi tænke 10 år tilbage i tiden, på det tidspunkt var vi måske generelt knapt så bekymrede for verden og miljøet – det var før Trump og Isis og eller mulige ting ved verdenssituationen i dag, som vi dengang ikke kunne forudse.

Men der var mange der gik med en fornemmelse af at noget er helt fundamentalt galt, og da de læste det her manifest, mødtes de og skabte dét der blev The Dark Mountain Project ud af den historie. Det helt centrale i det studie og min forskning er spørgsmålet omkring, hvordan vi skaber nye relationer os mennesker imellem, men også imellem mennesker og natur? Hvordan overkommer vi nogle af de her narrative barrierer for at indgå i naturen på lige fod med naturen, eller lærer at se naturen i os selv? Det ligger så dybt i sproget at det allerede er svært at artikulere for vi har en helt central sproglig opdeling imellem kultur og natur.

Hvis man er interesseret i det her, så er der et helt fundamentalt spørgsmål man kan starte ud med at spørge sig selv: hvad gør vi når vi holde op med at lade som om at verden bare kan fortsætte som den gør? Hvad stiller vi op? Det er et spørgsmål som mange i min forskning har tumlet med og som har ændret deres liv på den ene eller anden måde.

Det er også noget med at prøve at se i øjnene at en central del af fremskridtet og fremskridtets fortællinger om verden, om naturen og om klimaændringerne, er at målet er at ”redde verden”. Vi vil alle sammen gerne redde verden – det er en ubetinget god ting at redde verden. Men hvad nu – hvis vi stiller os selv det spørgsmål om at verden ikke kan fortsætte som den gør – hvad nu hvis verden ikke kan reddes? Hvad nu hvis vi bliver nødt til at se i øjnene at koralrevene forsvinder? Hvad gør vi så?

Så måske er det her med at redde verden en anakronisme. Måske skal vi prøve at finde nogle andre mål. En af de formuleringer jeg har fået fortalt er, at måske skal vi bare prøve at sætte tingene på en lidt mindre dårlig kurs end de allerede er, måske er det et nobelt mål i den her tid vi lever i.

Det kræver selvfølgelig en masse øvelse at acceptere og at forstå verden sådan. Dark Mountain startede som et forfatter netværk, så der er en helt masse folk der skriver. Jeg skriver også selv og har brugt skriftet som en måde at udforske muligheder, alternative virkeligheder, eller hvad vi skal kalde dem, anderledes relationer. Men det behøves ikke at være skrift, det kan være alle mulige andre udtryksformer. Det behøves ikke engang at være kunst. Det kan bare være at gå en tur i skoven. Det kan være at sætte sig ned i kajakken, det kan være alle mulige ting. Men det er en øvelse: at have en anden relation med naturen. Det er ikke noget der bare kommer af sig selv fordi man gerne vil det.

Noget af det som er blevet snakket meget om i Dark Mountain er om det overhovedet er muligt at have håb i dag? Er det overhovedet muligt at finde mening når alting går af helvedes til og det ser ud til at det vil blive ved med at gøre det, og der ikke er noget vi kan gøre fordi det er så stort og vi er så små? Det vil jeg bare lige fortælle kort om fordi jeg synes det er vigtigt: hvis vi er nået dertil hvor vi stiller os selv spørgsmålet, hvad gør vi når vi holder op med at lade som om at verden bare kan fortsætte som den gør? Så er håbet en af de ting der sniger sig ind – hvis vi opfinder en ny teknologi der hiver CO2 ud af atmosfæren så går det nok det hele. (Og den eksisterer allerede den teknologi, for resten. I ved godt hvad det er for én? Den er stor og grøn og den står nede i haven.)

Og jeg vil bare lige kort læse et citat som jeg synes er vigtigt når det gælder håb. Det er af en Buddhistisk fyr som hedder Thich Nhat Hanh. Han skriver i Fred Er Vejen om håbet som forhindring:

“Håbet er vigtigt, fordi det kan gøre øjeblikket mindre svært at bære. Hvis vi tror, at morgendagen bliver bedre, kan vi udholde modgang i dag. Men det er højden af, hvad håbet kan gøre for os – gøre modgang lettere. Når jeg tænker dybt over håbets karakter, ser jeg noget tragisk. Fordi vi klynger os til vores håb for fremtiden, fokuserer vi ikke vores energi og evner i nuet. Vi bruger håbet til at tro, at noget bedre vil komme i fremtiden – at freden vil komme eller Guds rige. Håbet bliver en slags hæmsko. Hvis du kan afholde dig fra at håbe, kan du finde dig selv i nuet og opdage den glæde som allerede er her. … Den vestlige civilisation lægger så megen vægt på begrebet håb, at vi ofrer nuet. Håbet er for fremtiden. Det kan ikke hjælpe os med at opdage glæde, fred og oplysning i nuet. Mange religioner er baseret på ideen om håb, og denne lære om at afholde sig fra håb vil måske skabe en stærk reaktion. Men chokket kan måske medføre noget vigtigt. Jeg mener ikke, at du ikke bør have håb, men at håb ikke er nok. Håb kan skabe en forhindring for dig, og hvis du hviler i håbets energi, vil du ikke være helt i nuet. Hvis du kanaliserer de energier til en opmærksomhed om det, der foregår i øjeblikket, vil du kunne bryde igennem og opdage glæden og freden i nuet inden i dig selv og overalt omkring dig.”

Det er selvfølgelig meget Buddhistisk, men det er en vigtig pointe. Især at han ikke beder os om ikke at have håb, det er vigtigt at have håb, men at det er vigtigt også at være opmærksom på, hvornår vi bare håber blindt. F.eks. på at ham den unge 16-årige som opfandt den der ting der kan rense verdenshavene for plastik, at den teknologi vil få plastikken til at gå væk så vi ikke behøver at tænke over, hvordan vi har indrettet vores samfund som producerer alt det plastik.

Og nu er vi selvfølgelig tilbage ved det jeg sagde før med at fremtiden er en historie og en projektion som vores sind sender ud i tiden. Men forandring, den forandring der skal til, og den forandring som kommer til at ske, den kommer til at ske i nuet. Det er ikke noget vi skriver i fremtiden. Og derfor er det vigtigt at spørge os selv, hvor vi hører til, hvor der det vi skal fokusere vores energi lige nu, hvem er det vi skal være sammen med, hvem er det vi skal opsøge, hvad er det vi mangler at vide, hvad er det vi mangler at kunne, hvad er det for nogle ting som er vigtige? Hvad er det vi gerne vil tage med os ind i fremtiden?

Det er selvfølgelig en længere proces. Og for mit eget vedkommende er den langtfra slut og jeg er ikke sikker på at den nogensinde vil gøre det. Men det der med at nå målet er jo ikke det der er meningen med livet alligevel, så det er sikkert ok.

Hen af vejen må vi prøve at minde os selv om at den virkelighed som vi oplever blot er én virkelighed blandt mange, ligesom Okri fortæller om. Historien og menneskelig forskellighed, alle de kulturer der eksisterer på jordkloden lige nu, fortæller os om mange forskellige måder man kan være menneske på, mange forskellige måder man kan være sammen på og have et samfund på. Måske kan vi kigge derhen for at finde håb. Det er i hvert fald det håb jeg fundet efter at være blevet komplet desillusioneret og nihilistisk permafrostens hårde lys.