Jordens mangfoldighed er faldet drastisk under industrialiseringen, og det er en udvikling som forventes at accelerere i det 21. århundrede. Iagttagere kalder det for den sjette masseudryddelse, men har vi empatien, sproget og evnerne til forstå konsekvenserne?
Jeg var uden telefon og internet i Ecuadors regnskov, så jeg hørte først om min onkels død, tre uger efter han gik bort. Jeg vidste godt han var syg, men alligevel kom det som et chok. Da jeg ikke kunne være med til begravelsen, måtte jeg tage min afsked alene, og der gik lang tid, før jeg rigtigt forstod, at han er væk.
Fraværet af muligheden for at sørge med min familie komplicerede min sorg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg skrev et brev og brændte det. Tændte lys og vågede over det. Hviskede ord i vinden og græd sammen med mine venner. Jeg måtte improvisere et sprog og opfinde små ritualer, der hjalp mig med at sige farvel.
Et tab efterlader en tomhed i sjælen, et sted der fortælles med tårer frem for ord. Men tomheden må ikke forties, hvis den skal heles. Den må accepteres for at undgå de følgevirkninger, der kommer, når sorg forbliver uudtalt. Vi må forsøge os som bedst vi kan i tomheden, der hvor sproget ikke rækker.
Den australske professor Clive Hamilton foreslår, at vestlige vækstsamfund står overfor en særlig form for kollektiv sorg, fordi konsekvenserne af miljøforurening og klimaforandringer i det 21. århundrede umuliggør den moderne tidsalders forestillinger om endeløs fremskridt, udvikling og økonomisk vækst: tabet af en fremtid der aldrig kan blive virkelighed.
Det er en opsigtsvækkende tanke, som ved første øjekast er svær at acceptere. Men man kan genkende den i lave vækstprocenter, ekstrem global ulighed, gældsbundne privatøkonomier, peak oil, finansiel ustabilitet, ressourcekonflikter og arbejdsløshed blandt unge på op til 50% i visse europæiske lande.
Og hvis man følger med i nyheder, der omhandler miljøet og har en bare nogenlunde forståelse af den økologiske krise, kan det ind imellem være svært at bevare troen på fremtiden.
For trods årtiers advarsler og skrækscenarier er vi ufortrødent fortsat med business-as-usual. Imens de menneskelige omkostninger af klimaændringerne til stadighed forværres, og vi formentligt er midt i klodens sjette masseudryddelse af arter, stiger den globale forurening og naturødelæggelse år efter år.
Det er mange grunde til inertien. Kompleksiteten og umærkeligheden af globale miljøproblematikker, umuligheden i begrænsning som politisk budskab, de stærke olie- og gasgiganters lobbymillioner, behandlingen af forurening som en eksternalitet, egeninteresser, finansiel kortsigtethed, regulatoriske barrierer, manglende internationalt samarbejde, polarisering af den offentlige debat. Listen er lang.
Men hvis Hamilton har ret i, at vi klynger os til en umulig forestilling om fremtiden som en rigere version af verden i dag, er de udfordringer, som omstillingen til et bæredygtigt samfund stiller os overfor ikke kun politiske eller økonomiske. Udfordringerne har samtidig en psykologisk dimension, som kræver, at vi italesætter skellet imellem vores forventninger til fremtiden og den virkelighed, som den økologiske krise afdækker. For det er en kløft, som der gemmer på både sorg og frygt.
Og dét er nødvendigvis en kollektiv udfordring, fordi det som individ hurtigt bliver uoverskueligt overhovedet at skulle forholde sig til klimaproblematikkernes abstrakte, langvarige og altomfattende perspektiver.
Historien om klimaforandringerne tegner på den ene side et dystert billede af fremtiden som en forarmet version af verden i dag. På den anden side fremstilles klimaændringerne som et problem der kræver globale løsninger, internationale aftaler og højteknologiske landvindinger.
I den fortælling har de fleste almindelige mennesker ikke mange chancer for at tage del i løsningsmulighederne. Det er en historie, som den engelske forsker og psykoterapeut Rosemary Randall kalder et ‘splittet narrativ’, der forhindrer os i at se de tab, som klimaændringerne indebærer, i øjnene ved at give dem katastrofale dimensioner og samtidig projicere dem på en uvis fremtid. Vi paralyseres af fremtidens endegyldighed frem for at se nutidens afsavn i øjnene.
Faren er at vi vender det blinde øje til, fornægter tabets virkelighed eller helt frasiger os ansvar. Randall påpeger, at vi kan ende med at ophøje fortiden til et ideal, som vi desperat prøver at holde fast i. Det er meget lettere at betvivle miljøvidenskabens konklusioner, end det er at se den tabte fremtid i øjnene og spørge os selv, hvad der mon er gået galt?
Svaret er langtfra entydigt og har nødvendigvis historisk karakter. Vores samfund har kun udviklet sig til at have historiens højeste ressourceforbrug, fordi vores grundlæggende syn på verden tilskynder os til at behandle naturen som ressource.
Det gør unægteligt en forskel, om man fortrinsvist ser en kilde til glæde og skønhed eller en mulighed for vækst og turisme, når man ser på en ubebygget kyststrækning. Eller om man overvejende opfatter undergrunden som et grundlag for vores kollektive sundhed eller som en potentiel indtægtskilde.
Vi taler ofte om omstillingen til et bæredygtigt samfund, som om den skal kunne “betale sig”, sikre jobskabelse, vækst, konkurrencedygtighed og innovation, før den kan komme på tale. Men hvad nu, hvis den kræver mere end bare politiske, økonomiske og teknologiske løsninger? Hvad hvis den fordrer, at vi antager et helt andet syn på de problematikker, som omstillingen stiller os i?
De grundlæggende antagelser, vi har om verden, sætter rammerne for hvilke handlemuligheder, vi har i den verden, og hvad der anses for at have værdi. Derfor er klimaforandringerne også en kulturel udfordring som omhandler vores selvopfattelse, verdensanskuelse og fremtidsvisioner.
Hvis vi kollektivt stræber efter en fremtid som ikke længere er mulig, består en del af udfordringen i, at vi gør op med forestillingen om fremtiden som en opgraderet version af nutidens forbrugssamfund. At vi finder en ny måde at orientere os på i forhold til en fremtid, der kendetegnes af usikkerhed og tab frem for fremskridt.
Det er en proces som er forbundet med sorg. Ikke kun over en tabt fremtid, men over det vi allerede har mistet og som ikke kommer tilbage. Se på billederne af de ødemarker der engang var enorme skove. Undersøg, hvad der sker med verdens amfibier. Find ud af hvad der sker med klodens koralrev og gletschere. Lyt til et af de 3.000 sprog som er ved at uddø fordi ingen længere taler dem.
En sælsom ting ved tab er, at man først rigtigt kan føle, hvad det er, man har mistet, når det er borte. Min onkels død og afstanden til min familie satte mit eget liv i perspektiv. Det ansporede mig til at værdsætte samværet med min familie, især med mine bedsteforældre i tiden før de døde.
Men hvad er det vi som samfund vil savne mest, når vi om hundrede år kigger tilbage på det, som forskere beskriver som omvæltninger så omfattende, at de kendetegner en helt ny epoke i jordens historie, den antropocæne tidsalder?
Måske kan vi bruge det spørgsmål som et pejlemærke, for den fremtid vi skaber. Den nemme løsning er blindheden. Langt sværere er det at se dybden af vores tab i øjnene. Det vil kræve, at vi sammen improviserer en måde at leve med tomheden og finder et sprog som bryder med den splittede narrativ som rammefortælling om fremtiden.
At sørge er ikke en løsning på noget. Men det er heller ikke paralyse. For sorg er ikke det samme som meningsløshed eller magtesløshed. Det er et stadie i en transformation: det bekræfter jo også, det vi værdsætter ved livet og peger på en ny begyndelse. Måske er det også nødvendigt for, at vi kan begynde at forstå betydningen af klimaændringerne som en samtidig realitet og ikke bare en videnskabelig hypotese om fremtiden.
Denne artikel bygger på samtaler og erfaringer fra dele af min forskning med The Dark Mountain Project, et netværk der arbejder med at fortælle nye historier for en anderledes fremtid. Jeg har i tidens løb publiceret en del af mine interviews og reflektioner om projektet på denne blog – de findes her.
Leave a Reply